Billede beskrivelse

Susanne gør status: Lokale biblioteker bliver brugt flittigt

16. august 2023 kl. 06.00

Vi er glade for vores biblioteker i Jammerbugt Kommune. 

Det siger ledende bibliotekar Susanne Hjorth Hansen med base på Brovst Bibliotek.

- Jeg synes, vi her i Jammerbugt Kommune er gode til at bruge vores biblioteker, og jeg fornemmer også en meget stor tilfredshed blandt borgerne, siger hun.

- Vi er ikke den kommune i landet, hvor der bliver lånt flest bøger pr. indbygger. Men vi er gode til at låne bøger. Vi er placeret midt i feltet af kommuner, siger hun.

I gang igen

2019 var et rigtig godt år rent udlånsmæssigt. Så kom coronaen, hvor bibliotekerne i en periode var lukkede. Men nu er der igen kommet gang i udlånet.

Det er ikke overraskende i Aabybro, som er kommunens største by, der har været det højeste antal udlån. I første halvår af 2023 har der været 32.114 udlån og 28.217 besøgende på biblioteket.

Fjerritslev Bibliotek har haft 18.862 udlån og 15.300 besøgende. Pandrup har haft 17.339 udlån og 13.656 besøgende. Endelig har der fra Brovst Bibliotek været 15.729 udlån og 12.505 besøgende.

Billede beskrivelse

Mangler plads

For seks år siden flyttede Aabybro Bibliotek fra huset på Elmevej, som nu også er revet ned, til bygningen tæt på Aabybro Skole på Kattedamsvej.

- Det var en rigtig god beslutning af flytte biblioteket. Nu er vi tæt på skolen og SFO og vi har fået lyse lokaler, fortæller Susanne Hjorth Hansen.

- Det eneste minus er, at vi godt kunne tænke os 100-200 kvadratmeter mere plads, siger hun.

Susanne Hjorth Hansen har som leder kontor på kommunens hovedbibliotek i Brovst. Her har hun netop rømmet sit kontor og flyttet sammen med stedets øvrige bibliotekarer. 

Hylder forfatter

Hendes nu forhenværende kontor skal i stedet bruges til at hylde den afdøde forfatter Bjarne Nielsen Brovst.

- Det skal ikke være en mindestue for Bjarne Nielsen Brovst. Det lyder for kedeligt og gammeldags. Det er en hyldest til forfatteren. Det skal være et sted, hvor man kan få et indtryk af, hvem Bjarne Nielsen Brovst var. Der vil også være eksemplarer af hans mange bogudgivelser og andet, som er med til at fortælle historien om Bjarne Nielsen Brovst. Men samtidig bliver det et sted, hvor der kan holdes møder m.v.,fortæller Susanne Hjorth Hansen.

Hun tilføjer, at det nyindrettede lokale måske vil få navnet Bjarne.

I øvrigt kan Susanne Hjorth Hansen fortælle, at lånernes favoritbøger lige nu er Benjamin Koppels roman "Annas sang" og Lucinda Rileys "De syv søstre-serie", som omfatter otte bøger. Den sidste "Atlas -Historien om Pa Salt", udkom i maj.

Den og Annas sang er der en lang venteliste til selv om der er indkøbt en hel del.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste