Billede beskrivelse

Stort boksestævne har lokale boksere med i samtlige kampe

25. december 2023 kl. 11.01

Der er tradition for, at programmerne for boksestævner først falder endeligt på plads kort før stævnedagen. Det gælder også for det store jule-boksestævne i DGI Huset i Aabybro onsdag 27. december, 3. juledag, med Pandrup Bokseklub som arrangør.

Men det ligge fast at der bliver 14 kampe, oplyser formanden for Pandrup Bokseklub Kasper Bruun.

- Vi regner også med, at der er boksere fra Pandrup Bokseklub med i samtlige kampe, tilføjer formanden.

Pandrup Bokseklub kan bl.a. præsentere to nykårede danske mestre: Frederik Lundgaard Jensen i 60 kg. og Victor Trier Danielsen i 86 kg.

Det er i år 18. gang, Pandrup Bokseklub holder julestævne. Coronaen er årsag til, at det ikke er 20. gang. I to år måtte stævnet aflyses.

- Sidste år havde vi stor succes med udelukkende at have danskere boksere i ringen. Sådan bliver det også i år. Vores boksere får danske modstandere, fortæller Kasper Bruun.

For et par af Pandrup-bokserne bliver det i øvrigt en travl jul. 1. juledag er der stævne i Durup, og her har Pandrup Bokseklub lovet at stille med to boksere. De samme to boksere kommer også i ringen ved stævnet 3. juledag i Aabybro.

- Bokseklubberne hjælper altid hinanden. Hvis vi vil have boksere fra Durup med til vores stævne, må vi også hjælpe med boksere til deres stævne, forklarer Kasper Bruun.

Forberedelserne og afviklingen af det store julestævne kræver masser af hænder.

- Vi har heldigvis rigtig mange frivillige, som er klar til at give en hjælpende hånd, fortæller Kasper Bruun.

Det betyder, at det praktiske arbejde med stævnet, bl.a. opstilling af boksering og indretning af tilskuerpladser, først går i gang om formiddagen 3. juledag.

Sidste år var stævnet særdeles velbesøgt. Det er der også lagt op til i år. Det betyder, at Pandrup Bokseklub kan se frem til et pænt overskud på stævnet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste