Billede beskrivelse

Stor donation gør historien endnu mere levende

13. juli 2025 kl. 06.00

AABYBRO: Historien om den falske by Munidorf og 2. verdenskrig i nærområdet bliver nu gjort endnu mere levende. Takket være en donation fra Norlys Vækstpulje Nyfors har Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn fået mulighed for at købe en story-teller, som nu er placeret ved formidlingscentret.

Foreløbig kan man høre fem forskellige historier ved at trykke på startknappen på storytelleren.

Harry Thomsen, Aabybro, fortæller om våbennedkastningerne her i lokalområdet, som han selv var en del af. Man kan høre frihedsbudskabet. Man kan høre en af de mange særmeldinger, der blev sendt i radioen under krigen. Der er et sirenevarsel og endelig er der endnu en beretning fra Harry Thomsen. Og meget mere er på vej, fortæller Peter Mølgaard, formand for lokalhistorisk forening.

I følge Peter Mølgaard er historien om Munidorf det bærende element i formidlingscentret, men centret skal også udbygges med endnu fleree historier fra besættelses-tiden omkring Aabybro.

Billede beskrivelse

Det skal storytelleren være med til og med lyden gøre historien endnu mere levende.

Norlys-donationen er på 60.000 kr. Det rækker til både storytelleren og til en montre, der skal stå i lokalhistorisk forenings lokaler i DGI Huset. I montren skal der udstilles genstande fra besættelsestiden.

- Vi glæder os over ansøgninger, der gør noget for lokalbefolkningen og samtidig fortæller en vigtig lokalhistorie, som kan gives videre til kommende generationer, sagde Keld Ahlmann, næstformand i Norlys Vækstpulje Nyfors, da han overrakte Peter Mølgaard pengene.

- Vi er glade for, at vores bevilling på den 60.000 kr. har været en hjælp på vejen til at realisere projektet, tilføjede han.

Skolebesøg

Peter Mølgaard fortæller, at skoleelever nu også skal besøge Munidorf Formidlingscenter. Det er aftalt, at samtlige 20 syvendeklasser i kommunen skal besøge formidlingscentret.

Her vil på skift Peter Mølgaard og Aske Kristoffersen, der er lokalhistorisk konsulent i Jammerbugt Kommune, fortælle om stedet. De første elever kommer på besøg efter sommerferien.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste