Stefan er klar til ny indsamling
NØRHALNE: Indsamlings- og eventmageren Stefan Pedersen i Nørhalne er klar til en ny indsamling i den kommende weekend 3.-5. juli. I årgår de indsamlede penge til Legeheltene, som skaber leg og bevægelse for indlagte og udsatte børn.
De seneste par år er pengene gået til Børns Vilkår, men i år har Stefan Pedersen valgt at støtte den knap så kendte organisation Legeheltene, som er på sygehusenes børneafdelinger, børnepsykiatriske afdelinger, indkvarteringssteder for flygtninge og børnehjem.
- Sidste år indsamlede vi 75.000 kr. til Børns Vilkår. Vi havde et mål på 40.000 kr., men indsamlede næsten det dobbelte. I år er målet igen 40.000 kr. Når vi det beløb, er vi meget glade. Kommer vi højere op, er vi lykkelige, siger Stefan Pedersen.
Indsamlingen kan følges live på platformen Twitch. Men der er også mulighed for at være med live fra Stefans private hjem på Vadumvej 41 i Nørhalne fra lørdag middag til søndag middag.
Indsamlingen begynder fredag kl. 12, som et såkaldt Raid Train på Twitch. Det betyder, at en DJ sender den første time. Derefter sendes alle seere automatisk videre til den næste DJ. Efter endnu en time sendes seerne igen videre til en ny DJ. Sådan kører det i 24 timer.
Og fra lørdag kl. 12 er det så Stefan Pedersen, der styrer løjerne på Twitch fra sit hjem på Vadumvej 41. Her vil en snes DJ's på skift stå for musikken. I alt 40 DJ's medvirker i løbet af indsamlingen.
- Alle er velkomne til at være med. Vi har masser af siddepladser, fortæller Stefan Pedersen.
I løbet af døgnet fra lørdag middag til søndag middag bliver der også forskellige aktiviteter hos Stefan Pedersen.
Repræsentanter for Legeheltene kommer på besøg. De skal interviewes, men medbringer også et bamsehospital, hvor børnene kan få deres bamser behandlet. Der er goodiebags fra Fætter BR til børnene - så længe lager haves. Der er også live musik, der leveres af bandet L8.
Frisør Mia fra Unik Studio klipper børn for 150 og voksne fra 200 kr. Trænger du til at få løsnet musklerne, giver massør Rikke Skøt Jøker en halv times massage for 200 kr. Der kommer maskotter fra både Fætter BR pg Børneloppen. Og søndag kl. 10 er der en stor auktion over de ting, som virksomheder og andre har doneret til indsamlingen.
- Det bliver næsten som en festival hjemme hos os, fortæller Stefan Pedersen, som stadig går og venter på en ny nyre.
- Skulle der pludselig dukke en nyre op til mig, er der andre, der kan sørge for, at indsamlingsfesten kører videre, som den skal, siger Stefan Pedersen. Man kan finde programmet ved at gå ind på Steppers.dk.