Arkivfoto: Lars Pauli
Sport

Jammerbugt henter premierepoint i dramatisk remis

De nordjyske oprykkere kom foran i deres premierekamp i 1. division, men det blev kun til uafgjort trods selvmål og udvisning til Hvidovre

24. juli 2021 kl. 16:55

FODBOLD: Det blev en dramatisk affære, da Jammerbugt FC spillede deres første divisionskamp efter oprykningen til NordicBet Ligaen.

Et enkelt point hentede favoritterne til nedrykning fra landets næstbedste række, da der faldt et selvmål og et rødt kort i Hvidovre. Her spillede Jammerbugt uafgjort.

Et godt presspil gjorde meget for vendelboerne, der endte med at spille lige op med sjællænderne.

Hvidovre IF - Jammerbugt FC 1-1 (0-0)

Mål: 0-1 Marc Nielsen (52. minut, selvmål), 1-1 Marcus Lindberg (64. minut)

Advarsler: Mikkel Nøhr, Hvidovre (14. minut), Mads Larsen, Jammerbugt (74. minut), Mohamed Al-Naser, Hvidovre (75. minut), Marcus Lindberg, Hvidovre (80. minut), Marcus Lindberg, Hvidovre (83. minut), Ahmed Iljazovski, Hvidovre (87. minut), Tobias Thomsen, Hvidovre (90. minut)

Udvisning: Marcus Lindberg, Hvidovre (83. minut)

Jammerbugt-opstilling (4-2-3-1): Marcus Bundgaard Sørensen - Daniel Mortensen, Nikolaj Lyngø, Marcus Jørgensen, Mads Larsen (Emil Nielsen, 76. minut) - Christian Rye, David Edvardsson - Mubaarack Nuh (Omar Natami, 68. minut), Sead Gavranovic (Max Møller, 76. minut), Bardhec Bytyqi (Simon Jensen, 90. minut) - Frederik Høgh Jensen

Især lejesvenden fra Malmø, Mubaarack Nuh, viste gennem første halvleg farlige takter fra sin højre side i offensiven. Den 19-årige var flere gange tæt på at sætte sin modstander til en friløber, men Hvidovre fik med nød og næppe stoppet svensk-somalieren ad flere omgange.

Det var alligevel Hvidovre, der pressede mest på for første scoring. Hjemmeholdet var således mest succesfulde med at få bolde ind i Jammerbugt-feltet.

Efter 26 minutter kom kampens første, store chance til Hvidovre, da Tobias Thomsen afrettede Martin Spelmanns skud på mål og ramte overliggeren.

Trods et markant pres fra sjællænderne, svarede Jammerbugt igen nogle minutter før pausen. Sead Gavranovic fandt Nikolaj Lyngø på et hjørnespark, men den store midtstopper headede direkte på Marco Brylov i mål.

Kort efter pausen kom Frederik Høgh Jensen til en mislykket friløber for Jammerbugt, hvorefter Sead Gavranovic var nærgående med et skud fra kanten af feltet. Dermed var håbet om et debutpoint stærkt i live for oprykkerne.

Første skridt mod det kom ti minutter inde i anden halvleg. Efter et hjørnespark blev Hvidovre-spilleren Marc Nielsen nemlig skurken i feltet og fik med sin brystkasse sendt bolden ind til et selvmål - altså en Jammerbugt-føring.

Det holdt dog ikke længe. Matti Lund Nielsen blev ti minutter senere spillet fri af Tobias Thomsen midt i feltet. Den fik Jammerbugt-keeper Marcus Bundgaard fat i, men Marcus Lindberg stod til gengæld klar på riposten til 1-1.

Mod kampens afrunding blev det tydeligt, at tempoet havde sat sig i Jammerbugt-spillerne. Dermed blev det til nogle tunge aktioner fra de nordjyske oprykkere.

Der kom dog en lille åbning, da Marcus Lindberg inden for få minutter fik to advarsler og sendte sine holdkammerater i undertal i Hvidovre. Det blev alligevel ved de to mål og det ene point i nordjydernes premierekamp i 1. division.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu