Billede beskrivelse

Tiger trak kunderne til

24. maj 2024 kl. 11.01

BROVST: Der var liv i butikken, da Brovsts nye isenkræmmer åbnede torsdag som en butik i butikken i Kai Bernsens Knaldhårde Hvidevarer i Østergade. Dagen igennem kom folk forbi – både for at se butikken og også for at købe ind til hjemmet blandt de mange åbningstilbud.

- Det helt store hit var termokander af mærket Tiger, så jeg gætter på, at der er mange mennesker i Brovst, der i de kommende dage skænker kaffe fra en spritny termokande, siger Anette Bundgaard, der ejer Kai Bernsens Knaldhårde Hvidevarer i Østergade sammen med kompagnonen Kenneth Kristensen.

- Blandt dagens topsælgere var også voksduge fra Sødahl og pander fra Eva Trio. Vi kommer heller ikke uden om airfryeren. Torsdag formiddag havde vi demonstration fra OBH af airfryere – og dem er der også solgt en del af i dagens løb.

For at sætte gang i salget bød Anette Bundgaard og Kenneth Kristensen torsdag eftermiddag og aften på gratis hotdogs foran butikken i Østergade.

- Det var også et hit. Kunderne blev hængende ved pølsevognen og fik sig en snak om al det, der rører sig i vores dejlige by.

Billede beskrivelse

Hurtig reaktion

De to ejere af Kai Bernsens knaldhårde Hvidevarer reagerede hurtigt, da Imerco-butikken i Brovst lukkede tidligere på året.

- Isenkram-sortimentet ligger lige til højrebenet, fordi vi i forvejen har aftaler med de fleste af leverandørerne på området, så det har været nemt for os at stable det nye sortiment på benene. For folk i Brovst skal naturligvis ikke køre til andre byer, når de mangler gaveideer og ting til køkkenet, siger Kenneth Kristensen.

- Vi fører stort set alle de kendte mærker som Rosendahl, EvaTrio, Stelton, Blomsterbergs, Holm, Kähler og Pillivuit. Vi har valgt at stå uden for de store isenkram-kæder. Det bliver en fordel for kunderne, fordi vi så selv kan sætte priserne – og vi har en stor tradition i butikken for have drønskarpe og knaldhårde priser.

Åbningssalget hos Brovst’s nye isenkræmmer fortsætter weekenden over. Også fredag er der gratis hotdogs mellem 13 og 16. Lørdag og søndag serverer vi kaffe og rundstykker fra kl. 10, siger Kenneth Kristensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste