Shoppelystne kvinder mødtes efter lukketid: - Det er den nye måde at sælge på
HUNE: Tonen var uformel og hyggelig, og snakken gik lystigt hen over bordene, da indehaveren af tøj- og interiørbutikken Laden i Hune, Britt Ziwes, og tre modeller forleden viste efterårets mode frem efter butikkens lukketid.
Det er fem år siden, at Britt Ziwes sidst afholdt et modeshow, og der gik kun få timer fra, at hun havde sat billetterne til salg og til, at hun måtte meldt alt udsolgt til modeshowet, som var akkompagneret af tapas og vin.
I alt deltog 45 købelystne kvinder – primært fra Aalborg og lokalområdet – og de fik efterfølgende mulighed til at shoppe tøj til fordelagtige priser.
- Det var en fantastisk aften, og jeg er taknemmelig for, at så mange havde lyst til at deltage, siger Britt Ziwes.
En oplevelse
For omkring et år siden valgte Britt Ziwes en ny strategi for butikken. Fra at have åbent alle ugens syv dage, har hun reduceret butikkens fysiske åbningstider for til gengæld at afholde pigeaftener på forespørgsel og adskillige ”lives” på Facebook. Det er den nye måde at sælge på, siger hun.
- Det skal være en oplevelse at købe tøj, og derfor kommer jeg til at afholde flere af disse hyggeaftener i kombination med, at jeg har live-salg via Facebook, og jeg elsker den måde at drive butik på, siger Britt Ziwes og tilføjer, at hun ad den vej desuden får kontakt med kunder fra hele landet og sågar fra udlandet.
- Jeg får solgt rigtig mange varer på den måde, og jeg er så heldig, at jeg har rigtig mange søde og positive følgere, og det giver mig enorm meget energi.