Sanne Jakobsen har arbejdet hos købmanden i Aabybrocentret i 25 år. Først hed butikken Favør, så blev det til SuperBest, og nu hedder butikken Meny – men Sanne er den samme. Foto: Jesper Hansen
Shopping

Sanne fejrede 25 år i omskiftelig branche

13. august 2022 kl. 07:30

Det var med fest og farver, en lille tale fra butikschefen og kaffe og kage til kunderne, da butiksassistent i Meny Aabybro Sanne Jakobsen torsdag kunne fejre sit 25-års jubilæum som ansat i butikken.

For 25 år siden hed butikken ganske vist Favør. Senere blev det til Super Best og nu hedder det altså Meny, men det er fortsat den samme butik i Aabybrocentret. Navnene er skiftet, men Sanne Jakobsen har holdt fast og har passet sit arbejde til kundernes og chefernes store tilfredshed.

Bagerjomfru i 17 år

Da Sanne Jakobsen blev ansat for 25 år siden, var det som butiksassistent, men efter nogle år overtog hun tjansen som bagerjomfru. Det sluttede for nylig, da Lagkagehuset overtog Menys bagerier, så nu er hun tilbage mellem hylderne med kolonialvarer.

- Men det blev da til 17 år som jomfru, griner Sanne Jakobsen.

Knus og kram

Mange kunder lagde vejen forbi den uformelle reception – og der var både knus, kram og lykønskninger til Sanne Jakobsen, der bød på lækre konditorkager og en tår kaffe til gengæld. Kunderne er glade for Sanne, der altid har tid til et smil og en snak.

- Det er faktisk ikke så tit i branchen, at ansatte fejrer 25 år i den samme butik. De fleste jubilæer gælder ansatte i den samme koncern, men at det også er i den samme butik, vidner om en helt enestående stabilitet, fortæller butikschefen, købmand Thor Dørup Sørensen, der med sine to måneder i butikken er den rene årsunge ved siden af Sanne Jakobsen.

Annonceret indhold

Nyeste