Prinsessedrømme på udsalg
Det store spejl i guldramme på endevæggen er hjertet i brudesalonen, Luxux. Lige nu står en kommende brud og drejer sig rundt på forhøjningen foran spejlet i en fantastisk råhvid brudekjole. Efter nogle hårde år med corona og udsatte bryllupper, skruer indehaver, Anne Svalgaard Toftild, igen op for prinsessedrømmene med en uge med brudekjoleudsalg.
- Hele modebranchen har været hårdt ramt. Jeg har lige været på messe i Tyskland, og det var næsten første gang i to år, jeg har kunnet komme ud, fortæller Anne Svalgaard Toftild.
De seneste par år har hun bestilt nye kjoler hjem ud fra billeder for stadig at have nye varer på bøjlerne. Men mange bryllupper er blevet udsat igen og igen. Derfor bugner butikken i den tidligere Baptistkirke i Birkelse med smukke rober.
- Der hænger et par hundreder for meget. Og der kommer 200 mere hjem her. Og det er også en af grundene til, at jeg har udsalg, fordi der skal flow i tingene. Jeg vil tro, at lige p.t. er der måske 500 kjoler i brude og så et par hundrede i konfirmand, hvis ikke flere, fortæller Anne Svalgaard Toftild.
Udsatte bryllupper
Tre-fire af de mange kjoler bliver taget frem og hængt op ved siden af det store spejl. De tunge forhæng bliver trukket for, og den kommende brud, Anne Albæk Kristensen, fra Viborg prøver endnu en hvid drøm.
- Vi skulle have været gift for to år siden. Men det var vi nødt til at udskyde på grund af det her corona. Vi ville vente, indtil vi var sikre på, at nu turde vi tro på, at det var ovre, fortæller hun midt i kjoleprøvningen.
Det er en historie, Anne Svalgaard Toftild kender alt for godt.
- Der er jo mange, der bliver gift nu, det er jo brude, jeg har solgt kjoler til for to år siden. Der er kun så og så mange spisesteder, der kan holde festerne. Og det vil sige, at mange af brudene, der er kommet til senere, de holder måske en mindre fest, fordi at det er den mulighed, der er. Og så er det klart, at når de så kommer, så vælger de jo ikke den kjole, der koster 15.000. Så vælger de den kjole, der koster 5.000. Og det kan man jo også se, at selvom du sælger til lige så mange antal brude, så er det ikke det samme, der kommer i kassen, siger Anne Svalgaard Toftild.
Hun er kommet gennem de to coronaår med et mindre underskud. Men hun har også været selvstændig i 27 år, så der skal meget til at vælte hende.
Kunder fra hele landet
Udover at være indehaver af Luxux er Anne Svalgaard Toftild også uddannet designer, frisør og stylist. I brudesalonen kommer alle hendes uddannelser i spil.
- Det, det handler om, det er at blive den bedste udgave af sig selv. Og at man føler sig hjemme, og man ikke føler sig udklædt, siger hun.
Derfor lægger Anne Svalgaard Toftild vægt på at have et stort udvalg af kjoler.
- Der skal være noget at komme efter, også fordi jeg har både til den ene type brud og den anden type brud. Jeg har bruden, der vil have en let kjole på. Jeg har bruden, der vil have en stor kjole på, der vil være prinsesse. Jeg har til den tynde brud og den store brud. Og det er vigtigt for mig, at jeg har fra størrelse 34 og op til størrelse 60 og et stort udvalg i alle størrelser, fortæller Anne Svalgaard Toftild.
Fuglefløjt og lav musik strømmer ud af højttalerne. De gamle kirkebænke, kristne billeder og citater skaber sammen med de hundredvis af brudekjoler en højtidelig stemning i brudesalonen. Og kunderne kommer langvejs fra til Birkelse.
- Jeg har folk, der kører meget langt. Jeg har folk, der kommer fra Fyn eller tager flyveren fra København, fordi de har hørt, at jeg har også det, vi kalder jyske priser. Altså i forhold til mange andre butikker, siger brudesalonejeren.
Der er brudekjoleudsalg i Luxux fra mandag den 23. til lørdag den 28. maj. Det er nødvendigt at booke tid.