Shopping

På lørdag skrues der op for julerierne i Brovst

01. december 2021 kl. 16:15

Hvis du ikke er kommet helt i julestemning endnu, så er der gode muligheder for at komme det på lørdag den 4. december, hvor der for alvor skrues op for julerierne i Brovst.

Der er rig mulighed for at få startet på julegaveindkøbene, når byens butikker slår dørene op klokken 9.30 med massevis af gode juletilbud. Butikkerne har åbent helt til klokken 14.00, og indimellem dine indkøb kan du hygge dig med nogle af lørdagens mange juleaktiviteter rundt omkring i byen.

Klokken 11.00 starter et stort og flot juleoptog fra Dyrlægegården/Bohrsvej med Julemanden i Falcks brandbil, Jammerbugt Garden, Brovst Fut og julepyntede veterantraktorer.

Klokken 11.45 spiller Jammerbugt Garden julen ind, inden Mikkel og Julemanden opfører et hyggeligt juleshow for hele familien på Jernbanetorvet, hvorefter julemanden også sørger for at lave ballondyr til de yngste.

Skal sulten stilles, er der både en bod med lækre, sprøde æbleskiver, der er gratis nissegrød med saft og juleøl til alle og fra klokken 13.00 er der uddeling af gratis slikposer til børnene. Skulle sneen udeblive, så sørger en snekanon for den helt rette stemning, ligesom Brovst Fut fra klokken 12.00 til 14.00 giver gratis ture.

Så, jo. Der er virkelig alle gode grunde til at tage hele familien med til en rigtig hyggelig og stemningsfuld lørdag i julebyen Brovst.

Nyeste