Billede beskrivelse

Ny uddeler i Tranum:- Der er ingen tvivl om, at butikken har et helt fantastisk personale

11. april 2026 kl. 14.02

TRANUM: Kunderne strømmede til, da Dagli’Brugsen i Tranum fredag eftermiddag bød velkommen til den nye uddeler Flemming Dalgaard ved en reception.

Flemming Dalgaard er en erfaren mand, der kommer fra et job som uddeler i Hundelev. - og før det har han været uddeler i Dronninglund, hvor han også er bosat.

Den 55-årige Brugs-mand kunne ikke lade være med at søge jobbet, da pladsen blev ledig midt i januar.

- Dagli’Brugsen i Tranum er en spændende butik med mange muligheder. Der er mange daglige kunder fra lokalsamfundet - og så er alle turisterne fra sommerhusene, som gør butikken til noget helt specielt, forklarer Flemming Dalgaard.

Det var også tydeligt til receptionen, hvor der ved de små cafeborde i butikkens vinafdeling både hørtes klingende hanbomål og tyske gloser. 

For også sommerhus-folket benyttede handelsturen fredag inden weekenden til at hilse på uddeleren.

Billede beskrivelse

Fantastisk personale

- Jeg har kun været her få dage, men der er ingen tvivl om, at butikken har et helt fantastisk personale, der gør et fantastisk job - og ved, hvad kunderne vil have. Nu skal vi sammen udvikle butikken, så den kommer til at stå endnu stærkere, siger den nye mand i chefstolen. 

Dagli’Brugsen i Tranum har i alt 23 ansatte - og er dermed en af Tranums vigtige arbejdspladser.

Ved receptionen fredag eftermiddag blev der budt på hjemmelavede sliders, kage og vine fra Tranum-Brugsens store sortiment. 

Det faldt i god jord hos gæsterne - og Flemming Dalgaard måtte flere gange til hylderne for vise kunderne, hvor de kunne finde de gode vintilbud.

Flemming Dalgaard begyndte i jobbet 1. april.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste