Den symbolske snor blev klippet af Lene Nielsen fra Øland, kommunalbestyrelsesmedlem Helle Bak Andreasen, købmand Louise Møller og Kjeld Jensen fra Arentsminde.
Shopping

Ny købmand i Halvrimmen: Juleaften i utide

11. december 2022 kl. 09:47

- Det er bedre end juleaften. Det mente borgerne i Halvrimmen og oplandet, da byens nye købmand åbnede lørdag morgen.

- Det har vi ventet på længe. Der er simpelthen den bedste julegave, vi kan få, lød det igen og igen, mens kunderne gik rundt i den spritnye butik og plukkede gode åbningstilbud ned fra hylderne.

En af de mange taler ved åbningen blev holdt af Ole Holmsgaard. Han mente, at det var en fejl, at købmanden hedder Min Købmand.

- Det er da vores købmand, mente han.

Halvrimmen-borgerne fejrede den ny købmand med en lille en til halsen fra morgenstunden.

Knus og kram

Lige inden for døren stod købmand Louise Møller og tog imod kunderne. Det blev til masser af knus og kram. Og efter en times åbningstid kunne købmanden konstatere, at alt var forløbet perfekt.

- Det er bare gået så fint. Alt er klappet, og vigtigst af alt – folk er glade. Jeg er fuld af fortrøstning for fremtiden. Med så stor opbakning, kan det umuligt gå galt, sagde Louise Møller.

Anders Thorhauge fra Brovst var første kunde gennem kassen i den nye butik. – Nu er lysreguleringen væk, så og i Brovst får også glæde af den nye købmand, slog han fast.

Åbningen foregik efter alle kunstens regler. Præcist på slaget 9.15 blev den røde snor klippet af Louise Møller og kommunalbestyrelsesmedlem Helle Bak Andreasen, der også holdt den officielle åbningstale. De to blev assisteret af Lene Nielsen fra Øland og Kjeld Jensen fra Arentsminde.

- Det handler jo om meget mere end Halvrimmen. Det handler om hele egnen, så selvfølgelig skal folk fra Øland og Arentsminde også være med til snoreklipningen, sagde Louise Møller i sin korte velkomsttale.

Der var masser af knus og kram til Louise Møller. Her er det Tager Søndermølle, der ønsker til lykke med den nye butik.

Lang kø ved kassen

Inde i butikken var der stopfyldt med folk. De var kommet for at få fingre i de mange åbningstilbud, og køen gik fra kassen og helt ned i den bagerste del af butikken. Det tog sin tid at komme igennem, det tog man med ophøjet ro. Snakken gik, for det er jo også en del af meningen med den lokale købmand. Det er et mødested, hvor man kan snakke med folk og holde sig opdateret på, hvad der rører sig i lokalsamfundet.

Køen ved kassen var alenlang, så der var god tid til en snak. Og snakken er hele meningen med en lokal købmand, mener de i Halvrimmen.

Noget af snakken handlede om den nye købmand, men der var også andre ting at fejre i den lille by. I løbet af natten var den forhadte lysregulering på hovedvejen blevet fjernet. Lysreguleringen og kloakarbejdet har i flere år gjort livet i Halvrimmen til en udfordring. Nu er det også slut, så fremtiden ser lys ud, mente købmanden.

- Nu er vejen banet, så alle nemt kan komme til Halvrimmen, slog Louise Møller fast.

Annonceret indhold

Nyeste