Michael Pedersen er en sand troldmand, der puster liv i alle ure lige fra store bornholmere til små dameure.
Shopping

Michael får tiden til at gå

02. september 2023 kl. 12:00

Urmager Michael Pedersen kan sagtens få tiden til at gå i sit urmagerværksted på Thyvej mellem Halvrimmen og Arentsminde. For han er en sand troldmand i urverdenen, hvor han med luppen på det ene øje jonglerer med bittesmå tandhjul og lejer – og giver liv til trætte ure.

En god del af kunderne i det nyåbnede urmagerværksted er forretninger, som sender deres ure til Michael Pedersen, men han har også åben for private kunder.

- Jeg er udlært urmager og klarer alle opgaver. Rensning, udskiftning af batterier, visere og hvad der ellers er brug for, fortæller Michael Pedersen.

- Dog er der enkelte urtyper, hvor producenterne kræver, at uret skal repareres på eget værksted, for eksempel Rolex, men så tager jeg uret ind og vurderer, hvad reparationen koster og sørger for, at den bliver udført.

Det kræver håndelag og akkuratesse af være urmager. De mindste lejer har en huldiameter på kun 0,3 mm.

Alle slags ure

Det er alle slags ure, der kommer forbi Michael Pedersens hyggelige værksted, der er indrettet i laden på det nedlagte husmandssted mellem Halvrimmen og Arentsminde.

- Det bliver blandt andet til en del stueure og bornholmerure. Her kommer kunderne ofte fra de store byer, mens de lokale kunder mest skal have gang i armbåndsuret, siger den 38-årige urmager, der blev udlært i 2014 fra Urmagerskolen i Ringsted.

- I øvrigt er mit værksted ikke helt nyt. Det begyndte allerede i 2020 under coronaen, hvor jeg var ansat i Aalborg. Jeg etablerede værkstedet under den store nedlukning som hjemmearbejdsplads – og det gik så godt, at jeg nu har det som min faste arbejdsplads.

Michael Pedersen skilt på Thyvej mellem Arentsminde og Halvrimmen. Når flaget er ude, er urmageren inde på værkstedet.

For at gøre det nemt for kunderne at finde det lille hyggelige urmagerværksted i de landlige omgivelser har Michael Pedersen stillet et stort skilt op ved Thyvej. Det oplyser også om åbningstiderne, så kunderne ikke skal køre forgæves.

- Men jeg hænger også et lille flag op hver morgen på åbningsdagene, så det er bare med at holde øje med flaget, hvis man har brug for en urmager, forklarer Michael Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste