Mette kickstarter julehandlen
FJERRITSLEV: Når byens juletræ tændes fredag eftermiddag, har Mette Quorning i Legehjørnet allerede været i gang med julesalget fra morgenstunden.
For juletræstændingen falder tilfældigvis sammen med Legehjørnets 11-års fødselsdag, så Mette Quorning inviterer til åbent hus og fødselsdagsfest både fredag, lørdag og søndag.
Hun markerer fødselsdagen med 25 procents rabat på alle varer i butikken – og så er der op til 60 procents rabat på de varer til de såkaldte gule priser. Lørdag og søndag byder Mette Quorning også på slush-ice, popcorn og kage.
Mette Quorning åbnede Legehjørnet for 11 år siden. I begyndelsen som et hjørne i hendes og ægtefællens butik DCM Have/Park-maskiner, men sidste år gik hun all-in – og butikken optager nu hele den ene ende af den store butik.
- Vi kan ganske enkelt noget, som de store kædebutikker i de store byer ikke kan. For vi tager os af kunderne og sørger selvfølgelig også for, at julegaven bliver pakket ind, siger Mette Quorning.
Mange faste kunder
Legehjørnet har mange faste kunder.
- Vi er den eneste egentlige legetøjsforretning mellem Thisted og Aalborg – og det ved kunderne, som gerne kommer til Fjerritslev langvejs fra, fortæller Mette Quorning.
- Vi lever af den gode service, for her er ingen dumme spørgsmål, og det kommer især bedsteforældrene til gode, når der skal købes gaver til de unge. For det er ikke alle, der har lige nemt ved at overskue, hvad det er, der hitter lige nu hos de unge.