Mette fejrer ti år med Legehjørnet og bygger om
FJERRITSLEV: Nu er det ti år siden, at Legehjørnet i Fjerritslev åbnede. Oprindeligt som en lille shop i shoppen, men nu som en ganske betydelig del af DCM Have/Park-maskiners store butik på Industrivej.
- Vi har bygget om i butikken – og det har givet meget mere plads til Legehjørnet, fortæller Mette Quorning, der er ansvarlig for legetøjsafdelingen.
- Den ekstra plads bliver brugt til endnu flere produkter – og ikke mindst en stor afdeling med varer til de kreative, som her kan finde et stort sortiment til håndarbejde og husflid.
- Vi glæder os til at vise den nye udgave af Legehjørnet frem til alle kunderne, når vi holder åbent hus den 8., 9. og 10. november, hvor vi byder på konkurrencer, popcorn, slushice og kage – og en snak om alle mulighederne, fortæller Mette Quorning.
Faste kunder
Legehjørnet har mange faste kunder.
- Vi er den eneste egentlige legetøjsforretning mellem Thisted og Aalborg – og det ved kunderne, som gerne kommer til Fjerritslev langvejs fra, fortæller Mette Quorning.
- Vi lever af den gode service, for her er ingen dumme spørgsmål – og det kommer især bedsteforældrene til gode, når der skal købes gaver til de unge. For det er ikke alle, der har lige nemt ved at overskue, hvad det er, der hitter lige nu hos de unge.
- Så vi har tid til en snak – og et godt råd, så giverne er sikre på, at gaven bliver et hit hos de unge.
- Vi kan ganske enkelt noget, som de store kædebutikker i de store byer ikke kan. For vi tager os af kunderne og sørger selvfølgelig også for, at gaven bliver pakket ind.
Lego sælger
Udvidelsen af Legehjørnet er blandt andet brugt til at få flere Lego-produkter ind i butikken.
- Lego er så absolut den største mærkevare på legetøjsmarkedet, så her er det vigtigt, at vi alle produkter – og også ved noget om, hvad der er populært netop nu.
- Så har vi også brugt pladsen på en afdeling med produkter til de kreative. Det er et marked, som er i voldsom vækst i øjeblikket – og vi vil gerne gøre det muligt for alle de kreative at handle lokalt uden at skulle til de store byer.
- Vi er endnu ikke helt færdige med den store ombygning, så vi roder et par dage endnu. Men vi skal nok blive klar til vores åbent hus-arrangement den 8. til 10. november, lover Mette Quorning.