Marie og Laura glæder sig til jul
FJERRITSLEV: Byen gik direkte fra halloween og til julefestlighederne, da Fjerritslevs juletræ på Krotorvet blev tændt fredag aften. Samtidig er julelysene i lygtepælene og blomsterkrukkerne i gaderne foran butikkerne blevet tændt.
Det er Fjerritslev Handelsstandsforening, der står for det store julenummer, som er optakten til en november, hvor handelsbyens butikker satser på, at der som sædvanligt bliver god gang i gavesalget.
Stor julekonkurrence
Juletræstændingen blev samtidig startskuddet til handelsstandsforeningens store julekonkurrence, der løber hele november. Her er der gavekort for mere end 20.000 kroner på højkant.
Hver gang i november man køber for 100 kroner i en af byens butikker, får man et samlemærke, som kan sættes i et hæfte. Og når hæftet er fyldt med 16 mærker, giver det adgang til en række unikke tilbud i butikkerne.
Samtidig deltager man i en lodtrækning om en række Jammerbugt-gavekort på 2.500 kroner. De fyldte hæfter skal afleveres i butikkerne senest den 30. november. De heldige vindere findes ved lodtrækning og får direkte besked. Vinderne offentliggøres også her i avisen den 10./12. december.