Lokalt sammenhold: Ny butik på vej i landsbyen
V.THORUP: Nu er byggeriet af den nye købmandsbutik i Vester Thorup gået i gang.
I sidste uge blev der holdt et improviseret første spadestik - så gik gravemaskinerne i gang, og det kommer til at gå stærkt. Allerede til efteråret skal den nye bygning på i alt 654 kvadratmeter, heraf 400 kvadratmeter butik, stå klar.
- Den nye butik har været længe undervejs, fortæller Henrik Agesen, der er kasserer i Thorup-Klim Dagligvarebutik 2022 ApS, som selskabet bag butikken hedder.
- Allerede tilbage i 2021 blev der arbejdet med et nyt butiksprojekt, mens butikken var en del af Brugsen. Da den butik var lukket i et halvt år i 2022, gik det for alvor op for lokalbefolkningen, hvor vigtig en dagligvarebutik er for lokalområdet.
- Vi gik i samarbejde med Dagrofa og Min Købmand, så vi igen fik en butik, og siden er vi gået målrettet efter en ny butiksbygning.
Næsten fem millioner indsamlet
- To lokale indsamlinger og masser af fondsansøgninger har resulteret i, at vi nu har nået 4,8 millioner kroner, hvilket er et flot bevis for vore lokalsamfunds store opbakning til projektet. Et helt utroligt sammenhold, som dokumenterer, at mange forstår vigtigheden af en lokal dagligvarebutik mellem Fjerritslev og Frøstrup til gavn for både lokale og turister, fastslår Henrik Agesen.
- Bestyrelsen har gennem årene bestået af de samme personer fordelt fra vore forskellige lokalområder, så der har været et stabilt og energifyldt samarbejde i hele perioden.
- Bent og Erik fra Thorup Tømmerhandel har solgt os grunden på gode vilkår, og vi har købt den nuværende plads og bygning af Fjerritslev Brugsforening.
Der har været mange forslag oppe at vende undervejs.
- Forskellige bygningsmæssige løsninger har været drøftet. Vi er endt på en bygning på 654 kvadratmeter med 400 kvadratmeter butikslokaler og resten til lager og personalefaciliteter. Det bliver fantastisk for både kunder og personale, lover Henrik Agesen.
Granly skal bygge
Det bliver Granly-koncernen fra Fjerritslev, der skal bygge den nye butik.
- Granly har gennem hele planlægningsperioden været en vigtig medspiller i diverse administrative opgaver hos myndigheder, kommune og Dagrofa med flere, fortæller Henrik Agesen.
- De er nu valgt til også at gennemføre byggeprojektet, hvor der især i startfasen og senere i afslutningsfasen bliver brug for masser af frivillig arbejdskraft. Rigtig mange har heldigvis meldt sig til dette, så det bliver sikkert også et projekt, som vil give masser af engagement og sammenhold i hele lokalområdet.
- Vi forventer indflytning i løbet af oktober 2026, hvorefter den gamle bygning skal fjernes og hele pladsen friskes op med en kombination af parkeringspladser, beplantning, borde/bænkesæt, så det bliver et sted, hvor både lokale og turister har lyst til at tage en pause.