Lad dig ikke snyde af "til salg"-skiltet: Annette har stadig åbent
BRATBJERG: Strømper i mohair er den perfekte julegave-ide – og også vores mest solgte produkt op til jul, fortæller Annette von Broich fra von Broich Mohair i Bratbjerg.
- Mohair er et fantastisk materiale, der indretter sig efter vejret. Så når det er koldt, er sokkerne dejligt varme, men de kan også sagtens bruges om sommeren uden at være for varme. Og så er sokkerne bløde, så de altid er rare at have på. Samtidig er mohair ekstremt slidstærkt, så de holder i mange år.
- Desuden ligger sokkerne i et populært prisleje til julegave. Priserne begynder ved 135 kroner parret – og vi har et kæmpeudvalg i strømper til mange formål – golf, jagt, ski og såmænd også til almindeligt daglig brug.
En særlig ged
Mohair stammer fra en særlig gedeart, der oprindeligt levede i Tibet, men nu findes mange steder i verden. Annette von Broich får sin mohair fra Sydafrika.
- Her foregår produktionen under kontrollerede former med fokus på miljø og dyrevelfærd. I øvrigt er Sydafrika i dag verdens største producent af mohair.
- Tidligere havde vi også selv mohair-geder, men det stoppede vi med for ti år siden.
Gårdbutikken i Bratbjerg fører et stort udvalg af mohairprodukter – plaider, trøjer, strømper og så selvfølgelig mohair til strikkerne. Annette von Broich er også leveringsdygtig i masser af strikkeopskifter til de lækre mohair-modeller.
Generationsskifte på vej
Von Broich Mohair har ligget i Bratbjerg i 30 år, men nu er gården sat til salg som led i et generationsskifte.
- Men vi er her stadig, så man skal ikke lade sig snyde af ”til salg”-skiltet, forklarer Annette von Broich.
- Vi har åbent tirsdag – torsdag 11-16, og fredag 11-14. Vi regner med at holde åbent noget mere i tiden op til jul. Det annoncerer vi på vores hjemmeside.