Køen var helt normal - igen
FJERRITSLEV: Da Normal i Fjerritslev åbnede for et år siden, var køen alenlang op ad Østergade – godt hjulpet af gode tilbud og ikke mindst en stor palle gratis goodiebags til de første kunder.
Lørdag morgen gentog den populære butik succesen.
Normal fejrede sit første år med gode tilbud og goodiebags til de første 75 betalende kunder – og de lokale kunder tog endnu en gang plads i køen.
- Vi er kommet godt fra start og har fundet vores plads her i Fjerritslev. Det vil vi naturligvis gerne fejre sammen med kunderne. Så derfor denne lille happening, siger butikschef Christian Tschering Pedersen.
Masser af præmier
Senere på dagen blev der spillet lykkehjul i butikken. Når kunderne havde betalt, fik de lov at spinne med lykkehjulet – og chancen for at vinde var ret stor. Der var nemlig præmier til alle, så oven i de normale indkøb kunne kunderne også gå fra butikken med en lille præmie – for eksempel en neglelak, en lille dåse slik eller som det skete for Mathilde Dalgaard fra Fjerritselv, som forlod Normal-butikken med en ekstra pose vatrondeller.
Desuden bød den lokale Normal-butik på en konkurrence, hvor præmien var en såkaldt mystery bag til en værdi af 300 kroner og en anden konkurrence, hvor kunderne skulle gætte værdien af indholdet i en indkøbspose.
Normal er en danskejet butikskæde med et sortiment inden for blandt andet hudpleje, hårpleje, tandpleje, shampoo, makeup og rengøring. Normal åbnede dørene til den første butik i Silkeborg i april 2013, og siden da er kæden vokset til flere end 850 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland, Portugal og Spanien.