Her handler alt om smil: Janne og Lone trodser en hård branche og åbner butik
AABYBRO: Der var glæde og taknemmelighed hos Lone Grøn og Jane Fruergaard, da de torsdag aften kunne gøre status over den første dag med deres nye fælles butik: Frøken Smil.
- Vi oplevede en fantastisk åbningsdag, hvor vi serverede kaffe og rundstykker fra klokken 8. Allerede klokken 7.30 var der kø foran butikken, og vi havde en travl dag med mange besøgende og fik mange positive tilkendegivelser fra de besøgende, lyder det fra Janne Fruergaard og Lone Grøn.
De to kvinder springer ud som iværksættere i en branche, hvor nethandel er dominerende. Men de har en solid tro på projektet og tror på, at god service og ærlig betjening er vejen frem.
For Lone Grøn betyder det samtidig et farvel til et job som dagplejer efter 30 år, og det kan synes som et stort skridt at forlade et fast job med sikker indtægt til en fordel for en tilværelse som selvstændig.
- Det er mærkeligt at sige farvel til et arbejde, som jeg altid har været glad for. Men jeg har tænkt, at skal det være, så skal det være nu, og jeg har ikke et eneste øjeblik været i tvivl om min beslutning, siger 57-årige Lone Grøn, der er vokset op i Aabybro.
De to kvinder har lært hinanden at kende gennem en tøjbutik i Aabybro. Her var Lone Grøn på catwalken, når der skulle afholdes modeshows, mens 43-årige Janne Fruergaard har arbejdet i butikken i de seneste fire år – forinden var hun ansat i Time2Fitness i Aabybro.
- Lone og jeg har drøftet muligheden om at åbne en butik flere gange, og vi blev enige om at tage springet sammen. Vi supplerer hinanden utrolig godt, vi deler samme humor og har samme tilgang til service og til hvordan vi gerne vil drive butikken, siger Janne Fruergaard, der oprindeligt er fra Brovst men har boet de seneste 16 år i Aabybro.
Alt handler om smil
Man fornemmer, at det har krævet store overvejelser at nå frem til navnet på deres fælles projekt. Mindst 100 navne har været i spil, men da Frøken Smil dukkede op som et forslag, var der ingen tvivl.
- Hver gang vi kigger på navnet, bliver vi simpelthen så glade, siger Lone Grøn.
Navnet skal blandt andet at signalere, at kunderne altid blive mødt med smil og venlighed, når de kommer i butikken. Og ”smil” vil også blive et gennemgående tema i udsmykningen af butikken.
- Vi ønsker at skabe en butik, hvor kunderne, uanset alder, kropsbygning og pengepung føler sig velkomne, og de bliver glade, når de kommer herind. Det skal være hyggeligt at besøge Frk. Smil, og de skal føle, at de får en rigtig god service, uanset om de køber noget eller blot lader sig inspirere, forklarer Lone Grøn.
Butikken er indrettet lige efter kvindernes ønske og såvel deres respektive mænd som deres øvrige familie har været involveret i projektet. Blandt andet har Jane Fruergaards far været i gang med at ombetrække en sofa, som de har købt for en slik. Nu har den fået en central plads i butikken.
Første levering af efterårstøj er blevet leveret og hængt på bøjler, og kunderne kan blandt andet shoppe tøj fra A-View, NÜ, Culture, Isay, Noella, Liberté og Cream.
- Vi får ikke en webshop, men i stedet kommer vi til at køre en del ”ja-tak-tilbud” og modeshows via Facebook. Derudover kommer vi til at afholde kunde- og venindeaftner, fortæller Janne Fruergaard.
Åbningen vil blive markeret med en række tilbud, og desuden afholdes der reception lørdag den 10. august, hvor Mesterslagteren i Saltum kommer og griller pølser.