Handler du i nærheden
Shopping

Derfor støtter vi det lokale handelsliv

18. oktober 2022 kl. 13:40

Et levende handelsliv er en vigtig forudsætning for et aktivt lokalsamfund. De lokale butikker skaber arbejdspladser og sammenhængskraft. De sørger for, at ressourcesvage borgere har lettere ved at klare sig selv. Og så er de med til at fastholde nuværende og tiltrække nye beboere i bysamfundene.

Det er derfor alvorligt, når mange butikker i øjeblikket lider under alt fra stigende energipriser til galopperende inflation. Konsekvensen kan i værste fald være butiksdød, som i sidste ende kan være starten til enden for mange lokalsamfund.

- Vi er klar over, det ikke er opmuntrende læsning. Den gode nyhed er dog, at det er muligt at handle. Bogstaveligt talt. Men der skal handles lokalt, siger Stefan Buur Hansen, der er chef for Nordjyske Lokalmedier i Det Nordjyske Mediehus.

”Handler du i nærheden?”, er derfor spørgsmålet i en række annoncer, som opfordrer forbrugerne til at tjekke de lokale butikker og tilbud, før indkøbskurven fyldes online. Annoncerne er finansieret af Det Nordjyske Mediehus, som udgiver 20 lokalaviser i hele Nordjylland samt driver LigeHer.nu og Aalborg.nu, der leverer lokale nyheder hver dag, døgnet rundt.

Annonceret indhold

Nyeste