41-årige Danny Tjell er den nye ejer af Rema 1000 i Pandrup.
Shopping

Danny er Pandrups nye købmand

09. oktober 2022 kl. 15:36

Pandrup har fået en ny købmand. Det er 41-årige Danny Tjell, der 4. oktober overtog den næsten spritnye Rema 1000-butik på Lundbakvej.

Det er en erfaren købmand, der nu står i spidsen for det store supermarked. Danny Tjell var, indtil han overtog butikken i Pandrup, ejer at Rema 1000 i Gug – og han har tidligere blandt andet været ansat hos Rema 1000 i Brovst.

- Rema 1000 er en veldrevet kæde, hvor de enkelte butikker er ejet af købmændene. Butikkerne drives efter et fast koncept, men inden for konceptet er der frie rammer for købmandskabet. Det drejer sig ganske enkelt om at have de rigtige varer i butikken på det rigtige tidspunkt og til en skarp pris, forklarer Danny Tjell.

Dygtig købmand

Meget tyder på, at Danny Tjell er en dygtig købmand, der forstår at operere i Rema 1000-modellen. I hvert fald er der i CVR-registret ikke noteret underskud i Gug-butikken i den tid, Danny Tjell var købmand der.

- Nu glæder jeg mig til at lære kunderne i Pandrup at kende. Det er faktisk meget spændende at overtage en næsten ny butik. De første dage løber vi lige det hele igennem. Der er lige et par småreparationer, men det er spændende at overtage en så ny butik. Det har jeg aldrig prøvet før.

Kunderne vil sikkert også bemærke, at vi gør lidt ekstra ud af markedsføringen, displays og så videre. Det er der gode muligheder for, for det er en flot butik, som jeg overtaget.

Danny Tjell stammer fra Aabybro, er gift og far til tre børn på 16. 13 og 3 år. Han holder af at cykle og fortæller, at cykelturene gerne går til Gjøl og Ølandsdæmningen.

- Når vi bor på så flot en egn, er det med at nyde det, siger købmanden.

Annonceret indhold

Nyeste