
Butikken slog dørene op: Ritta fik, hvad hun kom efter
- Jeg har købt en trailer til min mand, jublede Ritta Jepsen, da hun som en af de første gik gennem kassen i Harald Nyborg i Aabybro, som åbnede fredag morgen kl. 8.
Der var et knaldtilbud på trailere, og det fik adskillige nordjyder tidligt ud af fjerene. Man mærkede tydeligt, at Nordjylland er trailerland. 150 mennesker havde stillet sig i kø i løbet af den tidlige morgen – og køen fortsatte frem til middag, hvor den nybagte butikschef Matthias Saaby anslog, at der allerede havde været de første 1.000 kunder gennem kassesluserne.

Da Ritta Jepsen havde sikret sig traileren til manden, blev indkøbsvognen fyldt med sodavand og plastikposer. Helt efter Matthias Saabys plan.
Dagens slagnumre
- Harald Nyborg er meget mere end trailere og værktøj. Jeg regner helt bestemt med, at dagens slagnumre bliver husholdningsmaskiner affaldssække og fuglefrø, spåede Matthias Saaby.
Dagens første kunde var Andreas Skjødstrup fra Aabybro, der stillede sig op foran butikken kl. 6.30.
- Jeg skal have en airfryer, et grydesæt, en stegepande og affaldssække, fortalte han.

Andreas Skjødstrup havde følgeskab af kammeraten Mike Møller.
- Jeg er kommet for at få en pant-tang, forklarede han.
En panttang er et redskab, som kan samle ting op fra jorden, uden at man skal bøje sig ned. Og det er et nyttigt redskab, når man som Mike Møller bruger tiden på at supplere pensionen med at samle pantflasker.
- Det er jo skattefri kroner, griner han.
En god handelsby
Den nye Harald Nyborg-butik i Aabybro er nummer 52 i Danmark. Butikken er på 1.550 m2 med over 10.000 varenumre.
- Vi har valgt Aabybro til kædens nye butik, fordi det er en god handelsby med et godt opland, fortalte Erling Daell.

Han ejer sammen med sin halvbror Njal Daell Harald Nyborg og havde taget vejen til Aabybro for at deltage i åbningsfestlighederne.
- Her i Teknologiparken kommer der mange mennesker netop i vores målgruppe, så vi er ret sikre på succesen. Vi har jo også gode naboer, siger Erling Daell og kigger på byggemarkedet Jem & Fix lige ved siden af. Jem & Fix-kæden er ligeledes ejet af Daell-familien.