Se billederne: Fantastisk åbning af Magisk Jul i Hune

02. november 2025 kl. 17.01
Opdateret kl. 18.25

HUNE: Det regnede og regnede, men den gode og hyggelige julestemning kunne regnen ikke ødelægge. 

Julen kom til Hune lørdag eftermiddag - kl. 15 nærmere bestemt, da dørene blev åbnet til Skulpturparken, hvor op mod tre millioner lys tog imod de mange børn og voksne, som var mødt op for at være med til at åbne Magisk Jul og byde julen velkommen.

Billede beskrivelse

Julemænd og julekoner var kommet langvejs fra for at være med og sige goddag til alle gæsterne.

Indehaver John Andersen, som i dagens anledning var trukket i juleskjorten, glædede sig over de mange fremmødte, selv om sidste års antal besøgende på åbningsdagen nok ikke helt blev nået.

Den officielle åbning fandt sted en times tid efter dørene blev åbnet. Mørket skulle falde på, inden det store juletræ blev tændt.

Men det hele begyndte udenfor Skulpturparken. Jammerbugt Garden spillede julemelodier, mens de marcherede gennem en lille del af Hune og stoppede ved Slotspladsen. 

Billede beskrivelse

Her stod kanonlauget fra Blokhus klar. En paraply beskyttede kanonen og krudtetr mod regnet og kl. godt 16 bragede det fra den lille kanon. Og det udløste klapsalver fra de mange tilskuere, som trodsede regnen for at høre garden og kanon-braget.

Billede beskrivelse

Borgmester Mogens Christen Gade var igen i år inviteret til at holde åbningstalen. Men inden han gik til mikrofonen under paraplyen takkede John Andersen de mange fremmødte, som trodsede den silende regn. 

Billede beskrivelse

Og der var også en tak til de 25 håndværkere, som i 14 dage har arbejdet hårdt for at får det hele klar.

- Og vi er faktisk ikke helt færdige endnu. Vi mange fortsat bl.a. nogle rener, som kommer fra udlandet, sagde John Andersen.

Mogens Christen Gade sagde i sin lille tale, at julen er mange ting, bl.a. minder den os om det medmenneskelige ansvar vi har overfor hinanden.

Billede beskrivelse

- Julen er også magisk, og netop her oplever vi noget magisk, sagde borgmesteren.

Og henvendt til John Andersen:

- I overgår jer selv hele tiden. Tak for jeres store engagement, lød det fra Mogens Christen Gade.

Og så kom det store øjeblik, hvor det godt 17 meter høje juletræ skulle tændes.

- Vi tæller ned, sagde borgmesteren. Fem, fire, tre, to, en og så funklede de mange tusinde pærer i det imponeren juletræ.

Billede beskrivelse

De fleste havde glemt regnet, og de mange "Åhhhh", Nøøøøj og klapsalver afslørede, at de var imponeret.

De mange julemænd stod klar ved juletræet og så blev der danset rundt om træet af både børn og voksne.

Ud over en fantastisk lysoplevelse byder Magisk Jul også på boder, hvor man kan købe bl.a. spiselige ting og gaver.

Retro- og genbrugsbutikken har også åben, og her er der også kommet julevarer på hylderne.

Billede beskrivelse

Magisk Jul holder åbent hver dag til og med 28. december kl. 15-20 - bortset fra mandage. Der er også lukket juleaften og 1. juledag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste