Pias butik vokser og flytter
AABYBRO: Allerede efter et par år er livsstilsbutikken Serpia i Aabybro vokset ud af sine rammer på Torvet. Men heldigvis var der tomme og større lokaler kun 50 meter derfra, og her er den spændende butik nu rykker ind.
- Varerne i butikken kom efterhånden til at stå meget tæt. På et tidspunkt, måtte jeg også rykke ud af det kontor, jeg havde i butikken, fortæller Pia Kjær Thomsen, der ejer butikken.
Udover at drive butikken har Pia Kjær Thomsen også en virksomhed, som sælger og køber laks - og som hun bl.a. driver fra kontoret i butikken.
Men 50 meter fra butikken har et større lejemål også på Torvet stået tomt i et stykke tid efter madstedet Chef Jen lukkede. Her er Pia Kjær Thomsen nu rykket ind med sin butik - og fået et nyt kontor. Dog er det store køkken fra restauranten ikke med.
- Nu har vi fået en del mere plads og der er blevet plads til flere varer i butikken, fortæller Pia Kjær Thomsen.
Der er alt, hvad der hører sig til i en klassisk livsstilsbutik: Kaffe, te, øl, vin, gaveartikler, flødeboller, trøfler, gavekurve m.v.
- Jeg synes også placeringen er bedre. Nu kan man se hele butikken fra rundkørslen, tilføjer hun.
Foran butikken er der et stort ude-område., hvor der serveres bl.a. kaffe og sodavand. Pia Kjær Thomsen har netop sendt en ansøgning om spiritusbevilling, så hun også kan servere bl.a. et glas vin.
Opbygningen af den ny butik har Pias mand, Claus Thomsen, klaret. Serpia er åben tirsdag. onsdag, torsdag, fredag og lørdag.