Billede beskrivelse

På lørdag gi´r Niels kaffe og kage

06. april 2023 kl. 07.01
Opdateret kl. 10.19

I mere end en menneskealder har han solgt tøj til det halve Aabybro. På fredag, langfredag, fylder han 60 år.

Det er selvfølgelig Niels Witting, der er tale om. Aabybros mest erfarne tøjmand.

Når det kun er den halve by, han har ekviperet, skyldes det ene og alene, at han kun sælger herre- og drengetøj.

Sådan har det altid været, siden han for over 40 år siden solgte den første t-shirt.

- Det er nemmere at sælge tøj til drenge og mænd end til kvinder, lyder det diplomatisk fra Niels Witting og med et smil på læben.

Den lange karriere med tøj begyndte mens Niels stadig var teenager. Med lidt hjælp fra mor lykkedes det ham at få en læreplads hos EC Herre- og Drengetøj i Aabybro pr. 1. juli 1981. Efter endt læretid fik Niels lov til at blive i butikken, som i mellemtiden skiftede ejer og blev overtaget af en gammel Aaby-dreng, Toft.

Stortrives

Efter ansættelse et par andre steder i Aabybro rykkede Niels sammen med svigerinden Anja ind i butikken Witting i Østergade i Aabybro i 2011.

Og her stortrives Niels Witting.

- Aabybro vokser meget i øjeblikket. Det betyder, at jeg ikke længere kender alle, der kommer ind i butikken. Men det er hyggeligt at få en snak med nye folk i byen. Og dejligt at opleve, at folk er meget loyale og støtter de lokale handlende, siger Niels Witting.

Billede beskrivelse

I butikken har han og svigerinden at have et meget bredt udvalg af tøj til både drenge og mænd.

- Vi synes det går fint. Men vi lægger ikke skjul på, at nethandlen er en stor konkurrent, siger han.

Lige om lidt er det konfirmationstid, og det er en god tid for en moderne tøjbutik.

Tidligere holdt Witting også modeshows for vordende konfirmander. Men det satte coronaen en stopper for. Da Mette Frederiksen lukkede Danmark 11. marts 2020 blev alle konfirmationer udskudt til efteråret.

- Det betød, at det tøj, der i foråret var købt til drengene var blevet for småt, da vi nåede frem til konfirmationerne om efteråret. Jeg tror, vi måtte bytte samtlige sæt tøj, vi havde solgt - og det gjorde vi naturligvis gerne. Men siden har vi ikke haft konfirmand-modeshows, fortæller Niels Witting.

Grand old boy

Tøjhandel er ikke Niels Wittings eneste talent. I adskillige år var han fast mand på AaIFs førstehold i serie 3 i fodbold. Han mestrede de fleste pladser.

- Hvis der manglede en spiller i angrebet, spillede jeg angriber. Og hvis der manglede en i forsvaret, spillede jeg der, fortæller Niels Witting.

Fodboldstøvlerne er ikke lagt på hylden endnu, selv om han overvejer det kraftigt. Lysten til fodbold er intakt, men når man spiller grand old boys er spillerne fra 40 år og opefter.

- Dem på 40 kan løbe hurtigere end jeg kan. Og det er ikke altid mine ben vil følge det, som hovedet vil. Det irriterer mig, fortæller Niels Witting og tilføjer, at selv om grand old boys bold er mest for sjov, så hader han at tabe.

- Jeg har lovet at tage en sæson mere. Måske siger jeg stop til sommer, siger han.

I vinterhalvåret svinger han badminton-ketcheren for at få lidt motion.

60 års fødselsdagen fejres med gode tilbud i butikken, og på lørdag serverer Niels Witting kaffe og kage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste