Billede beskrivelse

Også foredrag i 80-året for befrielsen

30. april 2025 kl. 06.04

AABYBRO: 80-året for befrielsen markeres i Aabybro ikke kun med arrangementet ved Munidorf oplevelsescenter søndag 4. maj. Torsdag 15. maj er der foredrag med titlen "Retsopgøret i Danmark 1945" med undertitlen "Retfærdighed eller hævntørst".

Foredraget kan høres i Lokalhistorisk Forenings lokaler i DGI Huset kl. 19.

Ved befrielsen i 1945 skulle Danmark i gang med den store proces med at dømme danskere, der havde forbrudt sig mod landets love gennem besættelsen. Retsopgøret, som processen hed, gav mange problemer. Bl.a. blev der indført love med tilbagevirkende kraft - hvad man gennem de fem besættelses-år ikke kunne straffes for, blev nu pludselig strafbart. Og dødsstraffen blev genoptaget. 46 personer blev henrettet.

Det er cand. mag. i historie Michael Steinke, der fortæller om retsopgøret.

Foredraget er et samarbejde mellem Folkeuniversitetet i Jammerbugt og Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn.

Der er fortsat ledige billetter, fortæller Peter Mølgaard, formand for lokalhistorisk forening.

- Retsopgøret er et meget spændende kapitel af historien om besættelsen, og jeg håber vi får de sidste billetter afsat, lyder det fra Peter Mølgaard.

Michael Steinke holder yderligere to foredrag med relation til befrielsen.

Torsdag 8. maj kl. 19 holder han foredrag i Egnssamlingen i Saltum med titlen "På randen af krig i Danmark".

Det er den glemte historie om de 10.000 russiske frivillige i tysk uniform, som var placeret i Vestjylland. Ved befrielsen nægtede de at forlade Danmark, fordi en hjemrejse til Sovjetunionen ville være en sikker død. De ville blive betragtet som landsforrædere. Det førte til væbnede konfrontationer med de tyske soldater her i Nordvestjylland.

Michael Steinkes tredje foredrag holdes torsdag 22. maj kl. 19 i Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum.

Det handler om de 275.000 tyske flygtninge, som strandede i Danmark ved befrielsen og har fået titlen "Flugt".

Ingen havde regnet med, at flygtningene skulle bliver her i landet i længere tid. Men for nogles vedkommende blev det fire år.

17.000 af flygtningene kom aldrig tilbage til deres hjemland, og en meget stor del af de døde var børn under fem år. Spørgsmålet er: Var det misrøgt, der tog livet af flygtningene i Danmark?

Peter Mølgaard fortæller, at der har været oplyst forskellige tidspunkter for alsangs-arrangementet ved Munidorf Informationscenter i Aabybro. Det officielle arrangement starter søndag 4. maj kl. 17.30. Men allerede fra kl. 17 er der musikalsk underholdning på stedet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste