Billede beskrivelse

Ny jobplatform skal booste rekrutteringen af sommerjobs

11. februar 2024 kl. 11.01

Jammerbugten er Nordjyllands største turismekommune målt i antal overnatninger. Der er mere end 1,8 millioner overnattende gæster om året, og over halvdelen af overnatningerne er i sommersæsonen. 

Det kræver ekstra personale hos mange af kommunens turismevirksomheder, og derfor har Vækst Jammerbugt i samarbejde med blandt andet Jobcenter Jammerbugt, VisitNordvestkysten og Fårup Sommerland lanceret en jobplatform, der er skræddersyet til at understøtte behovet for kvalificeret sommerpersonale inden for turismebranchen.

Det fortæller aktørerne i en pressemeddelelse. 

Jammerbugt Kommunes erhvervs- og turistchef, Mette Greisen Damsgaard, forklarer: 

- Denne platform skaber en effektiv og overskuelig forbindelse mellem turismevirksomhederne og potentielle ansøgere. Platformen er designet til at støtte turismevirksomhederne i at rekruttere det nødvendige sommerpersonale, og så synliggør den samtidig de mange spændende jobs, som turismeerhvervet tilbyder.

Erhvervs- og turistchefen understreger vigtigheden af sæsonmedarbejdere og siger: 

- For mange virksomheder er sæsonmedarbejdere en forudsætning for at kunne levere den service, som gæsterne efterspørger og forventer. Jeg kan derfor kun anbefale turisterhvervet at benytte sig tilbuddet og den ekstra synlighed og markedsføring, platformen giver.

Private og offentlige partnere understøtter platformen 

Projektet involverer også Aalborg Universitet og University College Nordjylland (UCN) samt virksomheder. 

Det specifikke fokus på sommerjobs i Jammerbugten i jobportalen sikrer, at virksomhederne når ud til en engageret målgruppe af ansøgere med specifik interesse for områdets turismesektor. Det gør det nemmere at finde det nødvendige personale.

Fårup Sommerland, en af projektets samarbejdspartnere, deler entusiasmen og tilbyder at markedsføre jobportalen til de unge, der søger job i forlystelsesparken. 

- Vi ønsker at støtte de unge, der søger job hos os, selvom de ikke får en plads her. Jobportalen giver dem mulighed for at finde andre spændende sommerjobmuligheder i Jammerbugten, udtaler HR-chef Jesper Jensen fra Fårup Sommerland.

Turismeorganisationen er med 

I projektet deltager ligeledes VisitNordvestkysten, der igen i år præsenterer deres Surf & Work-koncept. 

- Ud over at etablere en platform, der prioriterer synlighed for lokale turistaktører, er vores overordnede mål at skabe et solidt fællesskab blandt alle unge sæsonmedarbejdere. Vi stræber efter at give dem en unik livsoplevelse og forme dem til de mest engagerede ambassadører for Nordvestkysten, udtaler Mai Manaa, udviklingschef hos VisitNordvestkysten. 

- Vi har også fokus mod sæsonarbejdskraft til gavn for vores turistaktører. Inden for rammerne af Surf & Work har vi opnået succes ved at forene arbejde, fællesskab og berigende oplevelser.

Virksomheder, der ønsker at få deres sæsonjobs på portalen, opfordres til at udfylde og returnere et skema med oplysninger om jobbet. 

Skemaet og yderligere information om tilbuddet er tilgængeligt på Vækst Jammerbugts hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste