Nu tændes alle gadelamper igen
I løbet af sensommeren og efteråret kommer der igen lys i samtlige gadelamper. Og de kommunale medarbejdere kan igen skrue op for radiatorerne fra de 19 grader til en rumtemperatur på 20-21 grader. I alle kommunale bygninger, bortset fra plejehjem, børnehaver og vuggestuer, har temperaturen været sænket til 19 grader i forbindelse med energikrisen, som ramte landet sidste efterår.
Økonomiudvalget sagt ja til at vende tilbage til normale tilstande for gadelys og og temperatur i kommunale bygninger efter en vurdering fra Energistyrelsen.
- Vi har haft flere henvendelser fra bekymrede borgere efter beslutningen om at slukke hver anden gadelampe. Og politiet har heller ikke været begejstret for den manglende belysning. Men nu vurderer Energistyrelsen, at der ikke bliver problemer med strømforsyningen, og så skal vi have alle gadelamper tændt igen, siger borgmester Mogens Christen Gade (V).
Han tilføjer, at det er et større projekt at få lys i alle gadelamper igen. Det klares ikke ved at trykke på en kontakt. Der skal pilles ved hver enkelt lampe. Sikringen i den enkelte mast, som blev fjernet, da lamperne blev slukket, skal nu tilsluttes igen. Det tager lidt tid, og derfor er det svært at sige, hvornår alle lamper lyser igen.
- Vi har bestilt entreprenør til arbejdet, og jeg håber, der er lys i alle lamper, inden vintersæsonen starter, siger Mogens Christen Gade og tilføjer, at det også vil koste en del at få arbejdet udført, over 200.000 kr.
I følge økonomiudvalgets dagsorden har 3300 gadelamper været slukket, og det har fra oktober sidste år til juli i år givet en besparelse på godt 182.000 kr.
Gevinsten på varmeregningen ved at sænke temperaturen til 19 grader i de kommunale bygninger er på ca. en mio. kr. I samme periode steg energipriserne med omkring 1,7 mio. kr. Uden de energibesparende tiltag ville det altså betyde en ekstra udgift på 2,7 mio. kr.
Kommunen vil også igen betale for foreningers og institutioners julebelysning. Det betyder bl.a., at der igen kan komme lys i juletræerne ved kommunale bygninger og på Bratskov.
Men økonomiudvalget har også besluttet, at der fortsat skal slukkes for den udendørs belysning, hvor belysningen kan undværes. Der kan fortsat ikke købes strøm til bådene i Attrup og Gjøl havne i vinterhalvåret. Desuden fortsætter kampagnen, som skal gøre kommunens ansatte opmærksomme på at spare på energien.