Billede beskrivelse

Nok også tre dages fest næste år

06. september 2025 kl. 06.03

AABYBRO: Der bliver nok også en tre dages sommerfest i Aabybro næste år.

Det er vurderingen fra Thomas Sørensen, formand for Aabybro Handel og Erhverv, efter den ny satsning i uge 33.

Det traditionelle By Night arrangement i uge 29 var i år erstattet af en tre dages sommerfest i uge 33.

- Vi har endnu ikke evalueret sommerfesten i handels- og erhvervsforeningen, men jeg har snakket med mange af medlemmerne og der er generel stor tilfredshed med festen, fortæller Thomas Sørensen.

- Men der bliver også ændringer. Jeg tror ikke, vi vil spærre Østergade af helt ned til springvandet ved Kattedamsvej. Det bliver nok kun fra centret til Torvet. Derved undgår vi at sprede festen over for stort et område. I stedet skal vi koncentrere arrangementet på et mindre område, mener Thomas Sørensen.

Billede beskrivelse

- Vi vil nok også sørge for endnu flere musikalske indslag. Det er vores erfaring at mange godt kan li' at sidde og hygge sig med musik og en øl, tilføjer han.

Årets sommerfest strakte sig fra torsdag til lørdag.

- Torsdag blev den helt store dag. Youtuberen Judex blev en meget stor succes hos de unge, og forretningerne havde en rigtig god omsætning. Om aftenen var der mange til modeshow, siger Thomas Sørensen.

- Jeg har mødt mange som har rost os for, at sommerfesten havde tilbud til alle aldre. Det er jeg naturligvis glad for at høre, lyder det fra Thomas Sørensen, som også indrømmer, at tre dages fest var en stor mundfuld.

- Jeg synes, jeg stadig er træt efter sommerfesten, siger han.

Men Thomas Sørensen har dog haft energi til at tænke på julen, som snart står for døren. En nyhed er, at der i når virkelig skal jules på torvet ved busterminalen.

- Vi skal have masser af juletræer på torvet. Og det store juletræ skal virkelig se ud af noget i år, siger Thomas Sørensen, som slet ikke er færdig med at planlægge julen i Aabybro.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste