Vilde dyr flyttede ind i børnehaven Uglen
TRANUM: Der har været brøl, junglelyde og masser af fantasi i børnehaven Uglen i Tranum SI.
I næsten to måneder har børn og voksne været på en spændende rejse ind i de vilde dyrs verden.
Projektet tog børnene med til både savannen og junglen. Her arbejdede de med fire dyr: elefanten, krokodillen, løven og orangutangen, fortæller Tranum SI i en omtale.
Hvert dyr blev præsenteret ved fælles samlinger, hvor børnene hørte om, hvor dyret lever, hvad det spiser, hvordan det ser ud, og hvordan det bevæger sig. Undervejs stillede børnene mange nysgerrige og gode spørgsmål.
For at gøre projektet ekstra levende blev børnehavens to stuer forvandlet til en savanne og en jungle. Den ene stue fik palmer, træer og vandhul, mens den anden blev pyntet med lianer og vandfald.
Det skabte en særlig stemning, hvor fantasien kunne få frit spil.
Kreativiteten fyldte også meget i projektet.
Børnene klippede slanger, lavede en stor elefant i papmaché, malede krokodiller og skabte løver af toiletruller. De byggede også en bro over krokodillefloden, som dannede ramme om både leg og samarbejde.
De vilde dyr blev desuden vakt til live gennem leg. Både i børnehaven og i gymnastiksalen bevægede børn og voksne sig som dyr og udforskede dyrenes forskellige måder at være på.
Den sidste uge bød på flere særlige oplevelser. Børnene havde blandt andet en maddag med inspiration fra temaet. En anden dag tog de på bustur til zoologisk have, hvor de oplevede de rigtige dyr helt tæt på.
Som afslutning byggede børnene deres egen safaribus. På projektets sidste dag tog børn og voksne på safari rundt i børnehaven for at se alle de dyr, børnene selv havde skabt.
Om eftermiddagen blev der holdt fernisering for forældre og søskende. Her kunne alle opleve børnenes store og flotte arbejde.
Dagen blev fejret med kager dekoreret som vilde dyr, og både børn og voksne kunne se tilbage på et projekt fyldt med leg, læring, kreativitet, fællesskab og vilde oplevelser.