Mennesker

Uffes mor er stolt: Fjerritslev fremtrædende på verdens fineste kunstbegivenhed

Uffe Isolotto spiller den kunsteriske hovedrolle i det danske bidrag på Venedig biennalen 2022. Hans bysbarn - kulturministeren holdt åbningstale

27. april 2022 kl. 15:15

Det har længe været kendt, at Uffe Isolotto har skabt det danske bidrag til årets Venedig Biennale, ” We Walked the Earth”. Nu har der været officiel åbning, efter at corona-pandemien har betydet en årelang udsættelse. Til foråbningen nogle dage forinden talte den danske kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Hun nævnte byen, hvor hun er vokset op, Fjerritslev, men ikke fordi, hun fortabte sig i barndomsminder. Det gav mening, fordi kunstneren Uffe Isolotto er fra samme nordjyske by.

Uffe Isolotto har installeret en kentaur-familie i Den Danske Pavillon i, hvad der er beskrevet som et familiedrama om liv og død i en dybt forandret verden.

Kraftfuldheden i værket gjorde indtryk på kulturministeren, der trak linjer til den igangværende krig i Ukraine - både fra værket og kunstbegivenheden som sådan.

- For mig er Biennalen en manifestation af håb for menneskeheden, sagde Ane Halsboe-Jørgensen, der takkede kunstneren for med værket, hvis udgangspunkt kan være et velkendt landbrugsliv i Danmark, at invitere til eftertanke om, hvad det indebærer at være menneske.

Mor er stolt

Hjemme i Fjerritslev er Inge-Britt Holm Jacobsen stolt. Hun er mor til Uffe Isolotto.

- Det er helt fantastisk, at han skal repræsentere Danmark, siger Inge-Britt Holm Jacobsen, som straks efter påske tog til Venedig sammen med sin mand.

Uffe Holm Isolotto har altid villet være noget inden for kunstens verden.

- Altså sådan noget som tømrer og arkitekt ved man ligesom, hvad er. Men han har dedikeret sit liv til kunsten, og vi er så glade for, at det går ham godt. Det er virkelig noget specielt at blive udpeget til at udstille i Venedig, siger Inge-Britt Holm Jacobsen, som svarer ganske klart på det retoriske spørgsmål; Er I stolte?

- Ja, gu’ er vi stolte. Vi er ved at revne, ler hun.

Det er Statens Kunstfond, der - blandt 190 ansøgere - valgte Uffe Isolotto til at repræsentere Danmark på, hvad der betegnes, som ”ikke kun den ældste, men også en af de vigtigste og mest prestigefulde kunstbegivenheder i verden” med deltagelse af 80 lande.

Ud over Uffe Isolotto deltager de danske kunstnere Sidsel Meineche Hansen og Ovartaci på biennalens hovedudstilling, og med i biennaleprogrammet er også Tue Greenfort med en soloudstilling og Mille Kalsmose, som er med i en gruppeudstilling i Camerouns pavillon, oplyser Statens Kunstfond.

Venedig Biennalen er åben for publikum frem 27. november - Uffe Isolottos udstilling kan i justeret format opleves i Den Frie Udstillingsbygning i København i juni 2023.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu