Seneste nyt
Billede beskrivelse

Travl uge for livredderne: Mere end 1.400 indsatser på nordjyske strande

04. august 2026 kl. 12.01

NORDJYLLAND: Det varme sommervejr har sendt mange mennesker til strandene, og det har givet TrygFondens kystlivreddere en travl uge i Nordjylland.

Fra mandag den 27. juli til søndag den 2. august gennemførte livredderne i alt 1.433 indsatser på seks nordjyske strande.

Det blev blandt andet til 61 førstehjælpsaktioner, 152 forebyggende indsatser og 1.218 oplysende indsatser. Derudover gennemførte livredderne to livreddende aktioner, hvor personer blev vurderet til at være i livsfare. Det skriver TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

Begge livreddende aktioner fandt sted på Løkken Strand, hvor først en ældre kvinde og senere en mor med tre børn blev fanget i udadgående strøm.

Flest førstehjælpsaktioner i Nørre Vorupør

På stranden i Nørre Vorupør gennemførte livredderne 32 førstehjælpsaktioner i løbet af ugen. Det var dermed mere end halvdelen af samtlige førstehjælpsaktioner på de seks nordjyske strande.

På Palmestranden ved Frederikshavn blev det til 13 førstehjælpsaktioner, mens livredderne i Blokhus gennemførte otte.

Førstehjælpsaktionerne kan blandt andet handle om snitsår, bistik, forstuvninger, dehydrering og skader efter møder med brandmænd.

Livredderne gennemførte samtidig flest forebyggende indsatser i Blokhus. Her måtte de 78 gange advare eller hjælpe badegæster, inden situationen udviklede sig.

Det kan eksempelvis være personer, som bevæger sig for langt ud på luftmadrasser eller i gummibåde ved fralandsvind.

Roser opmærksomme badegæster

TrygFonden Kystlivredning roser badegæsterne for at kontakte livredderne, når de ser personer, som muligvis er kommet i problemer længere nede ad stranden.

- Vi har i løbet af sommeren haft en del eksempler på, at badegæster, der har observeret noget, som har set bekymrende ud, har kontaktet livredderne. Og det har både bidraget til at afværge farlige situationer og skabt større tryghed for alle badende på stranden, siger Anders Hammer fra TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

Livredderne anbefaler, at man bader mellem de rød-gule flag, hvor de har bedst mulighed for at holde øje med badegæsterne.

Ser man en person, som kan være i problemer, bør man kontakte livredderne frem for selv at gå i vandet.

- Medmindre man har erfaring som livredder, kan man risikere at forværre en situationen, så der pludselig er flere, der har brug for hjælp, siger Anders Hammer.

Livredderne er denne sommer til stede på 34 strande og havnebade i hele landet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste