Handelsformand håber på hygge og fest til By Night i Aabybro
AABYBRO: Når Aabybro Handel holder By Night-sommerfest fredag 7. og lørdag 8. august bliver det blandt andet med masser af musik i hele byen på programmet.
Det fortæller formand Thomas Sørensen.
- I år har vi valgt ikke at bruge mange penge på dyre solister. I stedet har vi musik hele fem steder i byen fredag 7. august. Det er gode musikere, som spiller musik alle kender og kan synge med på, siger han.
Sidste år var alle de politiske partier og lister inviteret til at være med til By Night.
I år er alle foreningerne inviteret til at vise, hvad de har at byde på.
- Vi synes, det kunne være sjovt at vise, hvad Aabybro har at byde på. Vi tror også, det er interessant for tilflyttere, siger Thomas Sørensen.
Mange foreninger har lovet at komme - blandt andre idrætsforeningen, borgerforeningen, den ny dartklub, Fodslaw, Lions og mange flere.
Biler og motorcykler
De lokale bilforhandlere kommer desuden med biler.
Der bliver udstilling af veteranbiler, og så kommer der seks af de såkaldte trikes - trehjulede motorcykler.
Nordjyllands Trafikselskab kommer også og fortæller om den kollektive trafik i området - og så kan der købes mad mindst tre forskellige steder i byen.
På torvet ved busterminalen vil Aabybro Pizza og Steakhouse dække op udendørs og servere en lækker menu til 99 kr.
Der er 250 kuverter.
- Der bliver også musik på torvet, så det bliver rigtig hyggeligt, siger Thomas Sørensen.
Rykker ud på gaden
Cafe Rohde har en buffet til 129 kr., mens Meny i Aabybro Centret har lavet en menu med svinekød og flødekartofler til 60 kr.
Her er der 350 kuverter, og der er også musik i centret.
Mange af butikkerne i byen rykker også ud på gaden med forskellige indslag.
På det lille torv ved Normal og Frk. Smil er der mulighed for at smage forskellige vine og øl, mens der også dukker en hoppeborg op. Ryå Is deltager også på stedet.
- Det hele går for alvor i gang efter kl. 17. Forretningerne holder åbent til kl. 21, og der er rigtig mange gode tilbud. Musikken fortsætter til kl. 22, fortæller Thomas Sørensen.
- Vi satser på, at det bliver en fornøjelig aften med forskellige aktiviteter og musik spredt ud over hele byen, tilføjer han.
Lørdag 8. august fortsætter sommerfesten, hvor fokus er på børnene.
Fra kl. 10 til kl. 14 er der i centret underholdning for børnene. Der vil være hoppeborg og flere andre aktiviteter.