Tidlig julegave: Fond uddeler 2,5 millioner kroner til velgørende formål
JAMMERBUGT: Feriegæster, sommerhusejere og medarbejdere hos Sol og Strand Feriehusudlejning har igen bidraget til, at den nordjyske "Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld" i december kan uddele knap 2,5 millioner kroner til velgørende formål i hele landet.
Tidligere på året har fonden allerede støttet mindre projekter med i alt en million kroner. Samlet set når fondens donationer i 2023 op på omkring 3,5 millioner kroner.
Støtte til mennesker og lokalsamfund
- Vi fokuserer på at støtte projekter, der skaber værdi for mennesker og lokalsamfund. Blandt mange kvalificerede ansøgere har vi udvalgt 17 foreninger og organisationer, som hver især gør en forskel for andre, fortæller Jens Stadum, formand for fondens bestyrelse.
Dette er femte år i træk, at fonden uddeler midler, og 2023 markerer den hidtil største donation i fondens historie. Sidste år blev der uddelt omkring tre millioner kroner, men en positiv udvikling i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S har i år gjort det muligt at øge beløbet.
- Når man udlejer sit sommerhus gennem Sol og Strand, holder ferie i et af vores huse eller arbejder i virksomheden, bidrager man indirekte til støtte af velgørende og lokale formål. Det er noget, der adskiller os fra andre i branchen, tilføjer Jens Stadum.
En vision, der lever videre
I 2019 overdrog Margit og Kjeld Andersen ejerskabet af Sol og Strand Feriehusudlejning A/S til fonden. Deres vision var at sikre virksomhedens fremtid og give tilbage til samfundet gennem velgørenhed. Efter Kjeld Andersens bortgang i oktober glæder Margit Andersen sig over, at deres fælles drøm stadig lever videre.
- Det har været vores fælles drøm at kunne give noget tilbage. Det glæder mig at se, hvordan midlerne gør en forskel over hele landet, udtaler Margit Andersen.
Feriegæster, husejere og medarbejdere har haft mulighed for at give input til, hvilke målgrupper fonden bør prioritere. Dette engagement styrker fællesskabet omkring Sol og Strand.
- Der er stor stolthed blandt medarbejderne over at være en del af en virksomhed, der deler sit overskud med velgørende formål, fortæller administrerende direktør Per Dam.
Om Sol og Strand Feriehusudlejning A/S
Sol og Strand Feriehusudlejning A/S udlejer og servicerer cirka 7.000 feriehuse i Danmark og er blandt landets største udlejningsbureauer. Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld er en unik ejerstruktur, der sikrer, at overskuddet bidrager til velgørende formål og udvikling i lokalsamfundene.