Sportsstjerner hyldet med sækkepibe
BROVST: Den kun 8-årige sækkepibespiller Magne Larsen leverede tirsdag aften en helt usædvanlig afslutning på Jammerbugt kommunes årlige uddeling af idrætspriser i Brovst Sport- og Kulturcenter.
Til ære for kommunens i alt 220 medaljetagere fra det forløbne år spillede han Scotland The Brave – en gammel skotsk hymne, som ledsagede de skotske soldater, når de gik i kamp. Sækkepibemusikken blev dermed den kommunale opfordring til sportsfolkene om at gå i kamp igen og holde det gode arbejde i gang.
Ved prisuddelingen, som blev overværet af 360 unge idrætsudøvere og deres forældre, blev der uddelt diplomer, et borgmesterhåndtryk og en lille gave til alle, om i det indeværende år har vundet medaljer ved et godkendt nordjysk-, jysk- eller dansk mesterskab eller et højere rangerende mesterskab, eller på anden måde har gjort sig særligt fortjent til en idrætspris.
Hæder til svømmetræner
Prisuddelingen er også anledningen til at kåre årets ungleder og årets leder inden for idrætsverdenen. Prisen som årets ungleder gik til den 17-årige Emma Langgaard Andersen fra svømmeklubben JET.
I begrundelsen for den store anerkendelse sagde formanden for DGI Nordjylland Benny Hansen blandt andet:
- I Emmas trænergerning udbreder hun sin egen vandglæde til alle klubbens svømmere.
- Emma startede som hjælpetræner i 2021, da svømmeklubben startede op igen efter Corona og renovering. Her var Emma med de yngste svømmere i vandet med en hjælpende hånd, opmuntring og tryghed, når det var svært.
- Emma har deltaget i relevante trænerkurser og efter en sæson som hjælpetræner tog hun over som træner for begynderholdene. Hun tager ansvar for opgaven, ikke bare overfor svømmerne, men også for sine trænerkollegaer. Emma går forrest og er dermed en fantastisk rollemodel for klubbens medlemmer. Der er altid god stemning i svømmehallen, når Emma er der.
Årets leder
Prisen som årets leder gik til Henrik Simoni Steffensen fra Jetsmark IF. Han har gennem 25 år været aktiv både som træner og bestyrelsesmedlem.
- Aktuelt er Henrik bestyrelsesmedlem med ansvar for drift af klubhuset og baneanlægget, rengøring, vedligeholdelse, lysanlæg og stadionur samt øvrige tekniske installationer m.v.
- Henrik er også ansvarlig for frivillige, som omfatter vaskemanden (klublegenden Ingolf), kridtmanden, seniorholdet (ældre frivillige), frivillige til betjening af grill og fadølsanlæg til førsteholdets hjemmekampe m.v. Under Nørhalne Cup står Henrik for planlægning, forberedelse installationer i telt, afvikling og oprydning, lød det i begrundelsen for prisen, som blev overrakt af Bøje Lundtoft.