Så mange penge gav pedaltramp i kassen
Med i alt 199 virksomheder og private sponsorer i ryggen cyklede hver garder, aspirant, bestyrelsesmedlem, instruktør og borgmester over målstregen adskillige gange tirsdag 29. februar. Samlet set fik de indsamlet i alt 52.057 kroner.
Økonomien er trang i de fleste foreninger efter flere år med corona, og Jammerbugt Garden tog derfor utraditionelle metoder i brug.
- I stedet for den sædvanlige undervisning, hvor musikstykker og march er første prioritet, så blev der fokus på at træde i pedalerne. Både børn og voksne cyklede penge ind til deres tur til Danmarksmesterskaberne og til de yngre garders sociale endagstur. Gardens økonomi har særligt været udfordret under pandemien, og de har på nuværende tidspunkt ikke penge nok til at komme til Danmarksmesterskaberne til sommer, skriver Sabrina Pedersen, formand for Jammerbugt Garden i en pressemeddelelse.
Solen stod højt på himlen, da de 25 ryttere passerede startlinjen. Borgmester, Mogens Gade (V), indledte cykelløbet med ordene “DM er jo bare det fornemmeste man kan komme til, og selvfølgelig skal I til DM. Og det er derfor jeg er lokket til at cykle i dag”, og dermed fik garden hjælp af Mogens og hans cykel hele vejen igennem sammen med støtte fra publikum under hele ruten. Ved målområdet stod bedsteforældre klar med kolde drikkevarer og kage, så depoterne altid var fyldt op.
Mange virksomheder spredt over hele kommunen har hjulpet Garden godt på vej med både store og mindre sponsorbeløb, og det samme har mange private gjort. Pengene skal bruges på at finansiere turen til det årlige Danmarksmesterskab, der til sommer bliver afholdt i Slagelse. Det er en stor udgift med både undervisningen op til, de intense træningsdage lige inden samt transporten og deltagelsen i Slagelse. Derudover skal de yngre gardere på en social tur, som allerede er godt i gang med at blive arrangeret af nogle af de ældre gardere.
- Cykelløbet må blive en tradition, som vi vil holde fast i. Både store og yngre kan være med, og vi kan mærke det gode fællesskab samtidig med, at vi sammen bidrager med et beløb til foreningens økonomi, siger Sabrina Pedersen.
Desværre er turen til DM ikke en realitet endnu, men Garden øver ihærdigt og de tror alle på, at de kan få rejst de nødvendige penge inden sommer. Den 24. april afholder de forårskoncert på Tranum Skole, hvor det bliver muligt at høre meget af musikken, der skal spilles i Slagelse.