Billede beskrivelse

Pernille skal løfte ungdomsarbejdet til nye højder

31. august 2024 kl. 17.00

BIERSTED/NØRHALNE/VESTBJERG: Nu skal de lokale idrætsklubber styrkes, og ungdomsarbejdet udvikles, mener Dansk Idrætsforbund. Det sker blandt andet gennem ansættelse af lokale konsulenter, der skal hjælpe foreningerne.

En af de nyansatte konsulenter er Pernille Linder fra Biersted, der hidtil har været frivillig i Biersted IF, men fra 1. september skal arbejde som ansat i et samarbejde mellem Biersted IF, IF Fremad Nørhalne og Vestbjerg IF.

- De tre foreninger er udnævnt som spydspidsforeninger i projektet – og det bliver min rolle at inspirere og løfte ungdomsarbejdet i klubberne. Idrætsklubberne har en masse at tilbyde ud over det rent sportslige – og det vil vi udvikle, forklarer Pernille Linder.

Socialt samvær og fællesskab

- Det handler om socialt samvær, fællesskab og det at være en del af noget – og det bliver afgørende for idrætsklubberne fremtid, at der er fokus på det i ungdomsarbejdet. Mange unge vil gerne være en del af et fællesskab. Det fællesskab findes netop i idrætsklubberne.

- Det er i virkeligheden en videreførsel af det gamle ord om, at det er vigtigere at deltage end at vinde, for det er oplevelserne og ikke konkurrencerne, der er idrætsklubbernes store styrke.

Når man er medlem af en idrætsklub, lærer man en masse af samværet – og det er også en del af målet, at vi skal udvikle fremtidens unge ledere gennem et talentudviklingsprogram, forklarer Pernille Linder.

Stort projekt

Dansk Idrætsforbunds projekt bliver kaldt FIBU (Fremtidens Idræt for Børn og Unge) og er finansieret af A. P. Møller-Fonden. Pernille Linder er ansat for en to-årig periode med mulighed for en forlængelse i det tredje år, hvis klubberne vil betale halvdelen af lønnen.

A.P. Møller-Fonden har bevilget 85 mio. kr. til projektet, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund. Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund. Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 800.000 medlemmer under 18 år.

Baggrunden for projektet er, at generelt oplever mange foreninger et faldende medlemstal i aldersgruppen 13-18 år. Skal denne udvikling modvirkes, kræver det en tilpasning til nye idrætstrends, samt andre måder at organisere bevægelse på. De unge efterspørger nye idrætstilbud og organiseringsformer, som passer ind i deres travle hverdag og nye måde at dyrke idræt på, mener Dansk Idrætsforbund.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste