Om lidt kan du få kaffemaskinen repareret
BIRKELSE: En flok ældre mænd er i fuld sving med at ændre det gamle fyrrum ved Hjorths Hus i Birkelse til et værksted.
Ældre Sagen i Aabybro vil gerne have en repair cafe, som findes i et stort tal over hele landet.
Det har ikke været så let at finde et ledigt lokale, men det gamle fyrrum ved Hjorths Hus i Birkelse viste sig egnet - efter en renovering. Og det er den renovering der nu er i fuld gang.
- Vi vil gerne have et sted, hvor folk kan komme med kaffemaskinen, støvsugeren, strygejernet eller andet, som er gået i stykker, og få hjælp af frivillige til at få det repareret, fortæller John Andersen, Birkelse, der er uddannet elektriker.
- Men det er hjælp-til-selvhjælp. Man kan ikke bare indlevere og komme og hente senere. Man skal også selv bidrage med det, man kan, siger han.
Han tilføjer, at det er de mindre apparater og genstande, de frivillige vil kaste sig over. Det nytter ikke at komme med kummefryseren.
Alle komme i repair cafeen - man skal ikke vise medlemskort til Ældre Sagen.
- Reparationerne er gratis, men man skal betale for eventuelle stumper, der skal købes. På sigt kan det også godt være, der bliver mulighed for at give eksempelvis en 20'er til kaffekassen, siger John Andersen.
Udover det tidligere fyrrum har repair cafeen også fået lov til at benytte lokalet i Hjorts Hus, hvor bl.a. borgerforeningen holder bestyrelsesmøder.
Her er det meningen, der skal arbejdes med de mindre ting, eksemelvis ure.
- Jeg kan ikke sige, hvor mange forskellige ting, vi kan reparere. Når vi først kommer i gang, kan det vise sig, at vi også kan ordne ting, vi ikke på forhånd vidste, vi kunne reparere, siger John Andersen med et smil.
- Jeg synes, det er en god tanke, at vi måske kan reparere en kaffemaskine, et strygejern eller en lampe, som ellers bare ville blive smidt ud, tilføjer han.
Men repair cafeen er ikke bare et værksted. Det sociale samvær har høj prioritet, understreger både John Andersen og Annemie Pedersen, som er aktivitetsleder i Ældre Sagen i Birkelse.
Annemie Pedersen fortæller, at Ældre Sagen har fået en del værktøj doneret til repair cafeen.
- Desuden har vi fra Ældre Sagen på landsplan fået 25.000 kr. til at starte op med, siger hun.
- I Ældre Sagen er vi meget opmærksomme på, at det er svært at få de ældre mænd til at deltage i de forskellige aktiviteter. Kvinderne er meget mere aktive, Men netop repair cafeerne tiltrækker mænd, tilføjer hun.
Hvis alt går som planlagt vil repair cafeen holde åbent første gang 21. januar. I første omgang vil den nok kun holde åbent hver anden uge mellem kl. 14 og 16.30.