Billede beskrivelse

Økonomisk håndsrækning skal styrke lokale aktiviteter i Blokhus

17. april 2026 kl. 19.03

BLOKHUS: Musik på Torvet om sommeren og Skøjtebanen om vinteren er faste begivenheder i Blokhus. 

Med en håndsrækning på 30.000 kroner bakker Sol og Strand i Blokhus op om Destination Blokhus, som står bag aktiviteterne, der er med til at skabe liv i byen året rundt.

Det skriver Sol og Strand i en pressemeddelelse.

Sol og Strands lokale bureau i Blokhus byder hvert år tusindvis af gæster velkommen til ferie ved Vesterhavet. Derfor er det helt naturligt at støtte initiativer, der sikrer, at Blokhus er en levende by og et skønt sted at besøge – både for dem, der holder ferie i et af de mange sommerhuse, men også for de mange fastboende.

- Vi er rigtig glade for at kunne støtte aktiviteter som Skøjtebanen og Musik på Torvet, der samler mennesker og skaber liv i byen. Det er netop den slags oplevelser, der er med til at gøre Blokhus til et endnu bedre sted at være, siger Christiane Askandar, bureauchef hos Sol og Strand i Blokhus.

Hos Destination Blokhus vækker støtten stor glæde:

- Støtten fra Sol og Strand gør det muligt for os at udvikle og fastholde aktiviteter, der samler mennesker om gode oplevelser i Blokhus året rundt, siger Rikke Severin Eriksen, eventkoordinator i Destination Blokhus.

Målet med håndsrækningen er ikke kun at støtte de enkelte arrangementer, men også at bidrage til en positiv udvikling af hele området.

- Når der er liv i byen, smitter det af på både butikker og oplevelser. Derfor ser vi det som en vigtig investering i lokalsamfundet, siger Christiane Askandar.

En lokal håndsrækning med fokus på nærområdet

Den Lokale Håndsrækning har eksisteret siden 2019, hvor der årligt er blevet uddelt op mod 1 mio. kr. til lokale projekter i de 29 sommerhusområder, hvor Sol og Strand har lokale bureauer. 

Der uddeles op til 50.000 kroner pr. lokalbureau om året, og pengene fordeles af bureauerne selv på baggrund af ansøgninger.

Sol og Strand ønsker gennem håndsrækningen at honorere foreninger og ildsjæle, der har idéer til projekter eller oplevelser, som er med til at gøre feriedestinationen endnu mere attraktiv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste