Thomas Krogh er ny skoleleder på Vedsted Friskole. Foto: Allan Mortensen
Mennesker

Her er Vedsteds nye skoleleder

05. september 2022 kl. 08:30

- Jeg er blevet taget rigtig godt imod. Både børn, forældre og kolleger har i stor stil bekræftet den fornemmelse jeg havde af, at Vedsted Friskole er et godt sted. Sådan lyder det fra Thomas Krogh, der efter sommerferien tiltrådte som ny skoleleder på den lille privatskole i Birkelse. Med små 90 elever hører skolen bestemt ikke til de største. Stedet oser dog af fylde på mange andre måder. Ikke mindst når det kommer til opbakningen i lokalsamfundet.

- Det kan jeg virkelig mærke. Der er bare en særlig ånd her. Det handler om fællesskab og det faktum, at alle arbejder sammen om at skabe en god skole og en tilsvarende god hverdag for børn og voksne. Det har jeg det virkelig godt med, og det skal vi dyrke endnu mere, siger Thomas Krogh.

Han er 33 år og bor med sin familie i Gug. Han er i sin tid uddannet lærer fra Aalborg Seminarium.

Ikke i tvivl

Den nye skoleleder kommer fra en stilling som lærer på en boenhed med et specialskoletilbud. Selv om planerne i et stykke tid havde centreret sig om et job med ledelsesmæssige opgaver, så havde han ikke just forestillet sig en fremtid som skoleleder.

- Egentlig gik jeg rundt og tænkte mig et job i en slags forvaltningsmæssig sammenhæng. Jeg havde dog også en kontakt med bestyrelsen her på skolen, og da jeg så blev tilbudt jobbet, var der ingen tvivl, tilføjer Thomas Krogh, der har brugt den første tid på at blive fortrolig med kulturen på stedet.

- Det har ikke været svært. Vedsted Friskole er spækket med god energi. Medarbejderne er engagerede og hele vejen rundt er der en utrolig vilje til at samarbejde. Og så nyder jeg bare at være på et sted, hvor alle kender hinandens navne. Det er der noget godt og trygt ved, fastslår Thomas Krogh, som dog ikke lægger skjul på, at fremtiden også er udfordrende for en lille skole som Vedsted Friskole.

- Helt kynisk set, så kan et lavt elevtal hurtigt presse os. Vi er meget afhængige af fortsat opbakning i forhold til, at områdets børnefamilier vælger vores skoletilbud til deres børn. Det handler i bund og grund om et godt image, anfører skolelederen.

Markedsføre sig

- En af mine opgaver bliver derfor at bidrage til at gøre Vedsted Friskole endnu mere kendt. Vi skal ikke være bange for at markedsføre os, for vi har rigtig meget at byde på. Helt aktuelt er vi ved at lægge sidste hånd på en lille film om skolen. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi fremover kommer til at gøre endnu mere i den sammenhæng, fortsætter han og peger desuden på en anden vigtig opgave. – Jeg er jo også blevet ansat for at bidrage til ledelsesmæssig kontinuitet. Der har været en periode med mere kortsigtede løsninger, men jeg går selvfølgelig ind i jobbet med henblik på at være skoleleder på Vedsted Friskole i lang tid. En god start er i den sammenhæng det bedste, der kunne ske. Derfor er jeg også uhyre taknemmelig for den modtagelse jeg har fået, siger Thomas Krogh.

Vedsted Friskole havde forleden inviteret borgere, forældre, børn og samarbejdspartnere til velkomstreception for den nye skoleleder.

Annonceret indhold

Nyeste