Ny kromutter på Gjøl: Joyce er den fødte iværksætter
GJØL: Nu kommer der snart gang i Gjøl Kro igen. Det lover kroens nye forpagterpar Joyce Simon og Steen Larsen.
De har fordelt rollerne imellem sig, så Joyce er kromutter, som hun selv kalder det, mens Steen tager sig af køkkenet.
Forpagterparret er godt i gang med forberedelserne, men mangler endnu en spiritusbevilling, inden kroen kan åbne for alvor.
- Vi er så langt, at vi allerede nu sagtens kan holde lukkede selskaber, hvor gæsterne selv medbringer øl og vin, hvis det skal være, forklarer Joyce Simon.
- Så det er bare med at ringe og bestille, så finder vi ud af det.
En livsdrøm
For den 34-årige Joyce Simon er det lidt af en livsdrøm, at hun nu kan kalde sig kromutter.
- Jeg har en stor trang til at være selvstændig og klare mig selv. Det har jeg haft, siden jeg var helt lille. Der skal ske noget hele tiden, fortæller hun, der er uddannet butiksassistent og har drevet et rengøringsselskab i Aalborg, indtil hun 1. april overtog forpagtningen af Gjøl Kro.
Joyce Simon er netop flyttet ind i lejligheden oven på Gjøl Kro med sønnerne Peter og Kofi. Peter går på Hasseris Gymnasium og to-årige Kofi er netop begyndt i Gjøl Vuggestue.
- Det er noget helt særligt at flytte til Gjøl, fortæller Joyce Simon.
- Jeg er blevet fantastisk modtaget. Alle hilser på mig og ønsker mig held og lykke. Bedre modtagelse kunne jeg ikke drømme om. Så nu glæder jeg mig til at sige tak for al den kærlighed, når vi åbner kroen for alvor.
Traditionerne føres videre
Makkeren Steen Larsen kommer med en baggrund som kok og køkkenchef. Han har mange års erfaring fra restaurationsbranchen og har arbejdet med både klassisk og moderne madlavning på et højt fagligt niveau.
- Vi vil videreføre Gjøl Kros stolte traditioner og samtidig udvikle kroen, så den bliver et endnu stærkere samlingspunkt for lokale såvel som besøgende, siger Steen Larsen.
Gjøl Kro har været lukket, siden den tidligere forpagter sidste efterår opsagde forpagtningsaftalen af personlige årsager.