Der er nu kommet et endeligt resultat af, hvor mange plast pellets der er fundet langs 10 nordjyske strande.
Mennesker

Nu er resultatet klar: Så meget mikroplast er blevet samlet

Organisationen Race for Oceans har over sommeren arrangeret indsamlinger af mikroplast langs de nordvestjyske strande, og nu er udbyttet talt op

15. august 2023 kl. 16:00

- De fylder ikke særlig meget, men det er en kæmpe indsats.

Sådan siger Signe Simonsen, der er grundlægger af organisationen Race for Oceans, efter at hun, sammen med sommerturister og lokale, har samlet plast pellets på 10 nordvestjyske strande.

Der er i løbet af i alt 42 strandrensninger blevet samlet 19.067 plast pellets, som alle er samlet én for én med håndkraft. Og undervejs er deltagerne ved strandrensningerne blevet klogere på, hvad plast pellets er.

- Det har været en øjenåbner for mange at samle plast pellets sammen med os. Til vores strandrensninger har de haft mulighed for at komme helt tæt på udfordringen og opleve den med egne sanser direkte i naturen, hvor det sker, siger Signe Simonsen.

Se også
Mikroplast ender på stranden: - Det er virkelig en øjenåbner

Forskellige former for mikroplast

En af de misforståelser der ofte opstår, når Race for Ocean sætter fokus på mikroplast, er, at plast pellets er nedbrudte plaststykker, der er blevet slebet af sand og saltvand. Men plast pellets er produceret til at være så små, som de er.

- Faktisk er plast pellets det råmateriale, man bruger til at fremstille plastprodukter med. Det blev bare aldrig en succes i form af et produkt, da vores systemer tillader et spild via produktion og transport. Og nu er det et stort globalt miljøproblem i stedet, siger Signe Simonsen.

- EU-Kommissionen har tidligere estimeret, at omkring 160.000 tons plast pellets ender i naturen i EU hvert år. De tabes i forbindelse med produktion af plastikprodukter eller transport, eksempelvis et fragtskib, der taber en container og derefter skyller op på stranden, skriver Race for Oceans i en pressemeddelelse.

Der er i alt blevet samlet 19.067 plast pellets. De mange pellets vejer kun 572 gram til sammen.

Helt ned i dyreperspektiv

For at samle de små plast pellets skal man helt ned på knæ og have fingrene ned i sandet.

Det er besværligt, og man ender med ømme ben og en øm ryg.

Alligevel er det en af de ting, der er med til at slå en tyk streg under problemet med plast pellets.

- Det er lige dér, hvor deltagerne begynder at forstå, hvor stor udfordringen er, og hvorfor vi aldrig vil komme den til livs med håndkraft, siger Signe Simonsen, der sammen med Aalborg Universitet og Alexandra Instituttet har undersøgt mulighederne for en fremtidig teknologi, hvor robotter kan være med til at samle plast pellets.

Race for Oceans takker alle, der har slået vejen forbi strandrensningerne, og som har hjulpet til med at samle plast pellets over sommeren.

Annonceret indhold

Nyeste