Billede beskrivelse

Niklas havde aldrig kage med på arbejde

07. oktober 2024 kl. 19.03

BROVST: Lørdag blev en rigtig TV-aften i Brovst, da bysbarnet Niklas Søndermølle Frandsen debuterede på DR i årets udgave af Den Store Bagedyst.

Hanboerne fulgte opmærksomt med på skærmene, mens Niklas kæmpede med både domino-brikker af småkagedej og ikke mindst den store showstopper, som den arkitektuddannede bager udformede som et gotisk vidunder med himmelstræbende tårne udført i chokolade. Chokoladepynten duperede i den grad dommerne, så det endte med, at Niklas hentede årets første mesterbager-forklæde hjem til Brovst.

Bagedyst-succesen glæder i den grad Bo Kølby Nielsen fra Expert i Brovst. Ikke fordi han regner med at sælge flere fjernsyn på grund af bagedysten, men fordi han er Niklas Søndermølle Frandsens tidligere arbejdsgiver.

- Mens Niklas gik på gymnasiet, var han arbejdsdreng her i butikken. Han var en dygtig og lærenem medarbejder, som vi var glade for, fortæller Bo Kølby Nielsen.

Billede beskrivelse

Den rette hylde

- Nu er han kommet videre – fra at stille fjernsyn op ude hos kunderne, stiller han nu selv op i fjernsynet, griner Tv-forhandleren.

- Det er virkelig imponerende at se Niklas jonglere med bagegrejet – og det ser ud til, at han virkelig er kommet på den rigtige hylde både som bager og arkitekt.

- Da han var ansat i butikken, var der ingen tvivl om, at det var arkitekt, han ville være – men jeg havde nu ikke lige set, at han også havde evner inden for bagekunsten. For han havde aldrig kage med på arbejde dengang, siger Bo Kølby Nielsen.

Den nu 30-årige mesterbager Niklas Søndermølle Frandsen er født og opvokset i Brovst. Efter gymnasiet flyttede han til Aarhus for at læse. For tre et halvt år siden flyttede han til Odense, hvor han arbejder som arkitekt – når han altså ikke lige har travlt med TV, sprøjteposen og bageriet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste