Niels er den nye centerleder
BROVST: Det bliver den 46-årige Niels Langhoff Hansen, der afløser Lars Kaldal som centerleder Sport og Kulturcenter Brovst.
Den nye centerleder tiltræder 1. september og kommer fra et job som afdelingsdirektør i Davidsen Byggemarked i Hals.
Niels Langhoff Hansen har en solid lederbaggrund og har tidligere arbejdet som byggecenterchef i både Brovst, Løgstør og Hals, hvor han har haft ansvaret for daglig drift, medarbejdere og budgetter. Han har været med til at udvikle forretninger og sikre økonomisk vækst, samtidig med at han har haft fokus på at skabe et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne trives og yder deres bedste.
Drømmejobbet
Det er lidt af et drømmejob for Niels Langhoff Hansen.
- Jeg er både engageret og motiveret for at arbejde på at udvikle Sport og Kulturcenter Brovst, så det bliver et endnu bedre sted for alle i Brovst og omegn. Vi skal være byens førende samlingssted for både unge og ældre, uanset baggrund eller interesser, lyder det fra den kommende centerleder.
Niels Langhoff Hansen er bosat i Brovst sammen med sin kone Lone og deres to voksne døtre. Han har en stor passion for foreningslivet og har igennem mange år været aktiv som håndboldtræner.
- Hans erfaring med foreningslivet og sportsaktiviteter gør ham til et ideelt match for rollen som centerleder i et kultur- og idrætscenter som Sport og Kulturcenter Brovst, siger Henning Simonsen, der er formand for centret.
- Vi haft flere stærke kandidater at vælge imellem, og det har været et svært valg. Valget faldt dog ud til fordel for Niels Langhoff Hansen, da han både bringer solid ledererfaring og et dybt kendskab til foreningslivet i Brovst. Hans stærke engagement i byen og hans viden om, hvordan man driver et fællesskab, var afgørende for beslutningen. Vi har stor tillid til, at han vil kunne videreføre det stærke fundament, der allerede er lagt, samtidig med at han vil udvikle centret og gøre det til et endnu mere attraktivt sted for alle, mener Henning Simonsen.