Kristine Nielsen har altid projekter på neglene. Her filer hun sin negl for at skabe et ”smil”, her skal det være en trekantet form. Foto: Ida Mehl Agerholm
Mennesker

Negletekniker i Fjerritslev indstillet til to priser

22. januar løber Danish Nail Award af stabelen på Hotel d’Angleterre i København, og her er Kristine Nielsen fra Queen Bee Beauty i Fjerritslev med for første gang

17. december 2020 kl. 10:19
Kristine Nielsen har altid projekter på neglene. Her filer hun sin negl for at skabe et ”smil”, her skal det være en trekantet form. Foto: Ida Mehl Agerholm Ida Mehl Agerholm
Når Kristine Nielsen ikke laver kunders negle, slipper hun kreativiteten løs og øver forskellige tekniker på falske negle. Foto: Ida Mehl Agerholm Ida Mehl Agerholm
Bag Kristine Nielsen er væggen fyldt med diplomer. Hun har stadig flere derhjemme, men må erkende, at væggen er fyldt op. Foto: Ida Mehl Agerholm Ida Mehl Agerholm
I et hjørne af salonen tilbyder hun at få lavet øjenvipper og lash-lift. Foto: Ida Mehl Agerholm Ida Mehl Agerholm

FJERRITSLEV: Negleklippere, neglefile, glitrende glimmer og lakker i alle nuancer ligger på det hvide bord, hvor magien foregår. Bag en lægelampe øjner man Kristine Nielsen dybt koncentreret om sin pegefingernegl. Hun ville lige nå at øve teknikken bag en fransk negl, inden hun fik besøg.

På væggen bag hende hænger et utal af indrammede diplomer. De tilhører alle Kristine Nielsen. Lokalet er lille, men hyggeligt. Her er rummeligt og fredfyldt.

- Ja, jeg er jo nok rimelig nordjysk, for jeg bryder mig ikke om at snakke om mig selv. Så har jeg lavet en pralevæg i stedet, siger Kristine Nielsen.

Hun smiler venligt og kigger op fra det nørklede projekt, der kræver en stædig præcision. Hendes salon er blandt fem finalister i Danish Nail Award 2020 i kategorien ”Nail Salon of the Year”.

- Jeg værner meget om ro og åbenhed i min salon. Det at få lavet sine negle skal være en tid for kunden uden stress og jag, fortæller Kristine Nielsen.

Hun tror, det kan være derfor, at hendes beskedne salon nu præsenteres som en af landets fem bedste. Og hun føler allerede, at finalepladsen i Danish Nail Award er en sejr i sig selv.

Men det er ikke den eneste pris, hun er indstillet til ved Danmarks første negleprisuddeling. Hun er også blandt fem finalister i kategorien ”Gel Polish Stylist of the Year”. En gellak lægges som en helfarve på den naturlige negl.

Man skal dog ikke mange år tilbage, før Kristine Nielsen ville have leet højt, hvis nogle havde sagt, at hun skulle ende som negletekniker. Livet som selvstændig lå bestemt ikke i kortene.

- Jeg er uddannet inden for landbruget. Jeg elsker at bruge mine hænder, og så var jeg i kontakt med dyr samtidig, fortæller Kristine Nielsen, der har været vant til at tjene sine egne penge, siden hun var 13 år og fik sit første fritidsjob.

Men en skæbnesvanger dag i 2008 forulykkede Kristine Nielsen på arbejdet. En slem skulderskade resulterede i, at hun blev langtidssygemeldt. Den pludselige omvæltning for Kristine var hård, men det var også her, at negleinteressen ved et tilfælde blev hendes redning.

- Jeg havde ikke råd til at få lavet mine negle. Så måtte jeg jo lære at lave det selv, siger Kristine Nielsen. Hun tog et neglekursus for at lære at lave sine egne negle. Snart blev hun dog tryllebundet af håndværket.

- Jeg var blevet vanvittig, hvis jeg fortsat skulle være sygemeldt. Så jeg meldte mig rask, forklarer Kristine Nielsen.

Hun åbnede en lille biks i sit hjem, hun ganske passende kaldte for Neglehulen. Hun havde stadig deltidsjob ved siden af, og livet foregik i overhalingsbanen. Snart blev hun negletekniker på fuldtid, og 1. november 2018 blev forretningen så omfattende, at hun måtte flytte salonen ud af hjemmet. Her havnede hun på Mågevej 7 i Fjerritslev, og Neglehulen blev til Queen Bee Beauty. Her har hun sin helt egen neglesalon, hvor hun hver dag fordyber sig i neglehåndværket.

Kunderne kommer fra nær og fjern. Hendes ældste kunde er 98 år, og så findes de ellers helt ned til konfirmationsalderen. Kristine har nok at se til i sin salon, og da coronanedlukningen ramte butikken i foråret, gik hun rastløs rundt i 14 dage. Hun missede 12 eksaminer i Budapest for at blive negleunderviser, men corona har givet Kristine Nielsen et sundt pusterum, mener hun selv.

Nu er hun indstillet til to priser ved Danish Nail Award. En milepæl, hun aldrig havde drømt om at opnå.

Hun er perfektionist til fingerspidserne - ja, eller neglespidserne, og det er den evige higen efter at være helt tilfreds, der får hende til at klø på.

- Jeg plejer at sige, at jeg stopper den dag, jeg er fuldt ud tilfreds, for så er det ikke spændende længere, fortæller Kristine.

Skulderen døjer hun stadig med, men hun er lykkelig for at kunne dyrke sin interesse hver dag. I det nye år håber hun at kunne starte som underviser og give skulderen ro. Hun har også planer om at have en elev på deltid i butikken, men det må tiden vise.

22. januar løber Danish Nail Award for første gang af stablen på Hotel d’Angleterre i København, og måske Kristine Nielsen må gøre plads til et par ekstra præmier på væggen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu