Mindeord: Jonnas hjerte var fyldt af familie og børn

Line Gertsen har skrevet mindeord over sin mor, Jonna Gertsen, Blokhus, der er gået bort.

Da Jonna Gertsen i 1954 blev født som det midterste barn mellem to brødre, blev det hurtigt klart, at Jonna var familiens lyseste hoved. Afbildet er hun som barn foran sin lektier med det store smil, der kendetegnede hende hele livet. Det var forventet i familien, at hun skulle klare sig godt og få gode karakterer. At hun så endte med at læse psykologi og dansk på det nye universitet i Aalborg, var lidt en streg i regningen. For hvad kunne det bruges til al den læsning i bøger, analyser af tekster og teorier, som hun videbegærligt kastede sig over? Hun skulle helst ikke komme for godt i gang, og sådan delte hun hele livet skæbne med så mange andre mønsterbrydere: Hendes forældre var nok stolte af hende, men forstod ikke altid, hvad det var hun egentligt lavede.

Som barn af turistchef, Edith Nielsen, slog hun ellers tidligt sine folder på turistbureauet sammen med sin mor, og blev flydende i tysk, men også flydende i forståelsen af, hvad det vil sige at arbejde hårdt og udfylde den rolle, man nu har fået givet. Som partner i firmaet Pantronic Kjellberg, som hun havde sammen med sin mand, påtog hun sig at sidde med regnskabet og at være den, der rakte ud til nye markeder fx i det daværende Østtyskland og i Storbritannien. Det havde hun som sådan ingen uddannelsesmæssig forudsætning for, men det var det, der var brug for. Og så var det det, Jonna gjorde.

Hun brugte blandt andet sin uddannelse til at undervise i psykologi på folkeuniversitetet i Brønderslev og på pædagogseminariet i Hjørring. Her var hun en vellidt lærer. Hun mødte de mennesker, der kom til hendes kurser, der, hvor de var. Hun forstod, at der er meget, man kan læse i bøger, og det gjorde hun i stor stil hele livet, men der er også de ting, man kun kan lære ved at være et rigtigt menneske. Det betød at mange kursister med meget forskellige forudsætninger satte pris på Jonnas undervisning.

Hjertet var alle årene fyldt af familie og børn. Hun mødte sin mand, Carsten, nytårsaften 1968. Allerede som 18-årig blev hun mor til sit første barn, Line, to år senere kom Sisse og da hun var 23 år gammel, fødte hun Jess. Sammen med kærligheden til hunde af boxerracen udgjorde kærligheden til mand, børn og børnebørn, veninder, samt sin nevø og niece, det allervigtigste lige til det sidste.

Hun nåede guldbryllup i 2023, og at fejre sin 70 års fødselsdag i april i år. Den blev holdt helt efter Jonnas hoved: Hun fik en ny pladespiller, fordi hendes glæde ved musik havde slået en krølle, tilbage til de vinylplader, som hun startede med at lytte til. Hun fik da også noget af den gamle musik, som Bifrost, Anne Dorte Michelsen og Anne Linnet. Men også nye vinyler med helt ny musik fandt vej til Jonnas pladespiller. Hele familien var samlet omkring hende og spontant holdt et af hendes elskede børnebørn en lille tale for hende. Hun udmærkede sig som mormor og farmor ved at bestræbe sig på at møde hvert enkelt barnebarn som det individ, de er. Det betød, at hun kendte deres interesser og prøvede at følge med i deres liv på bedste vis. Hun, der var glad for at male, nød at lave kreative ting med børnebørnene.

I en sen alder tog hun endnu en uddannelse som cand.mag. i læring og forandringsprocesser og fik i en årrække job på en skole nord for København, hvor hun boede, mens hendes mand arbejdede på Panum Instituttet, ligeledes i København.

Men Blokhus var og blev rammen om livet for Jonna, der betegnede sig selv med stolthed som en rigtig Blokhus-pige. På trods af korte afstikkere til Frederikshavn og sidenhen København, så beholdt hun huset på Klitgårdsvej, hendes barndomshjem, og det var herfra hendes verden gik. Hun fulgte levende med i byens rivende udvikling, som hun havde stærke følelser og holdninger til. Hendes morfar, fiskeren Jon Svenningsen druknede som ganske ung på havet og hun var opkaldt efter ham. Det var en sorg i familien, som hverken Jonnas mormor eller mor nogensinde kom sig rigtigt over. Når hun og Carsten vendte hjem fra et besøg hos børn og børnebørn eller en rejse, så var de altid nede på stranden for lige at vende. På den måde kom alting på plads for Jonna.

Til guldbrylluppet, som blev holdt i den nuværende fiskerestaurant i Blokhus, blev endnu en krølle slået. Selve bryllupsfesten som blev holdt 7. april 1973 udspillede sig i det samme lokale. Dengang var det hendes mor og fars stue. Huset blev solgt og senere indrettet til restaurant og i de nyrenoverede lokaler mindedes guldbryllupsparret festen for 50 år siden, glædede sig over kærligheden til hinanden og undrede sig over, hvordan tiden kunne gå så stærkt.

Det gik den også, da hun blev syg. Fra diagnosen om den sjældne kræftsygdom blev en realitet til Jonna trak vejret for sidste gang gik der en uge. Hun lå på hospitalet i 15 dage og alle dagene med sine nærmeste omkring sig. Hun var klar til det sidste og typisk for hende havde hun omtanke for medpatienter, sygeplejersker og til sine børn og mand, selvom hun var så syg. 

Hun ledte efter det normale og rutinen midt i sygdomsforløbet og den sidste aften, hun levede, ville hun se Vild med Dans med sin mand i hånden. Det gjorde de og om morgenen var der ikke mere tid tilbage.

Jonna Gertsen efterlader sig sin mand, Carsten Mørch Gertsen, tre voksne børn, børnebørn og svigerbørn.

Begravelsen har fundet sted.