Henning har store ambitioner for centeret
BROVST: Formanden for Sport- og Kulturcenter Brovst, Henning Simonsen, ser lyst på fremtiden, selvom årsregnskabet for 2025 endte med røde tal.
Sport- og Kulturcenter Brovst havde torsdag aften generalforsamling, hvor centerleder Niels L. Hansen aflagde regnskabet, der viser et mindre underskud.
- Det hænger blandt andet sammen med investeringer og tilpasninger i forbindelse med en ny retning og styrkelse af driften, siger formanden, der blev genvalgt på generalforsamlingen.
- Vi har været gennem et år med forandringer både organisatorisk og økonomisk, men vi har styr på situationen. De første måneder af 2026 viser en markant forbedret drift – og forventningen er et positivt resultat for året.
Rustet til udvikling
- Vi har fået skabt et stærkere fundament og sat en klar retning for centret. Det betyder, at vi i dag står langt bedre rustet til at udvikle Sport- og Kulturcenter Brovst som et samlingspunkt for hele lokalområdet, siger Henning Simonsen.
Sport- og Kulturcenter Brovst arbejder samtidig med udviklingen af fremtidens faciliteter.
- Ambitionen er klar. Vi vil skabe et moderne og tidssvarende center, der understøtter bevægelse, sundhed, fællesskab og nye aktiviteter – og som kan være et naturligt samlingspunkt i mange år frem, lyder det fra formanden.
- Vi er i gang med en udvikling, der rækker langt ud i fremtiden. Det handler om at skabe et center, som både favner nutiden og er klar til de behov, der kommer, siger Henning Simonsen.
På generalforsamlingen var der genvalg til Henning Simonsen, Carsten Sørensen Kronborg, Gert Pedersen og Kenneth Frost, og bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig med Henning Simonsen som formand og Carsten Sørensen Kronborg som næstformand.