Merete har været selvstændig i 25 år
FJERRITSLEV/LØGSTØR: Merete Kornum kan i disse dage fejre, at det er 25 år siden, at hun grundlagde børnetøjsbutikken Hokus Pokus.
Det skete i Løgstør, men allerede året efter kom butikken i Fjerritslev til, så hun også kan kalde sig kædedirektør.
Der har været fuld fart på siden den spæde start for 25 år siden. Både butikken i Løgstør og den i Fjerritslev er flyttet flere gange, fordi pladsen er blevet for lille.
- Kunderne har heldigvis taget Hokus Pokus til sig – efterhånden gennem generationer. For børnetøj har jo i sagens natur en begrænset målgruppe. Men vi får da også besøg af bedsteforældre, der skal handle til børnebørnene – akkurat som de gjorde, da de selv havde børn, fortæller Merete Kornum.
Et stort privilegium
- Det er et stort privilegium at få lov til at klæde børn og unge på gennem alle årene. At opleve deres glæde, se dem vokse – ikke kun i centimeter – og skabe gode oplevelser for forældre, bedsteforældre, tanter, onkler, søskende og alle de andre, der er en del af deres hverdag
Det har ikke været uden udfordringer at drive butikker gennem 25 år.
- Mange har flyttet deres indkøb til nettet, men vi har så også føjet en netbutik til forretningen, så det går nok endda. Men både finanskrisen for efterhånden mange år siden og også coronaen var da nogle voldsomme bump på vejen, siger Merete Kornum.
- Det er heller ikke blevet nemmere at drive butik. Der er mange administrative forpligtelser, der skal klares, når butikken lukker og kunderne er gået hjem. Så der er ikke meget fritid, når man er selvstændig butiksindehaver.
- Men jeg klager ikke. Jeg har jo selv valgt det, griner Merete Kornum, for humøret er altid højt – og hun er god til at finde løsninger, når det ser træls ud.
En forstående mand og familie
- Heldigvis har jeg en forstående mand, en fantastisk familie og en masse stædighed – ligesom jeg også er åben for nye muligheder.
- Da kunderne begyndte at sive til nethandlen, var der ikke andet at gøre end at åbne en webshop – og vores webshop er i dag et godt supplement til butikkerne.
- Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg foretrækker den personlige kontakt med kunderne i butikken. For her kan detailhandlen noget, som ikke kan erstattes af internettet. Et smil og en snak om vind om vejr kan altså noget. Jeg elsker mit job, mine gæster, kollegaer – og alt det liv, det giver at være en del af det lokale, siger Merete Kornum.
Kunderne kommer også til at mærke 25-året.
- Vi lover, at oktober vil være måneden hvor vi drysser lidt mere lokal kærlighed ud over vores gæster, lover Merete Kornum.