
Mathias gik direkte fra svendebrev til cvr-bevis
Da Mathias Kloster i 2018 fik sit svendebrev som smed, var der ikke tid til de helt vilde svendegilder. For han ville være selvstændig. Det havde han allerede besluttet flere år tidligere.
Så han skiftede øjeblikkeligt svendebrevet ud med en nummer i CVR-registret og grundlagde virksomheden SK Service og Klargøring. Virksomheden har siden skiftet navn til SK Smede og Maskinværksted og holder i dag til i et 3.000 kvadratmeter stort fabrikskompleks i Gøttrup syd for Fjerritslev.
- Jeg var faktisk allerede tyvstartet i det små et par år før, men det var først, da jeg blev færdigudlært, at det for alvor tog fart, fortæller Mathias Kloster.
- Jeg havde ikke en stor forkromet plan, men det viste sig hurtigt, at der var et marked for renovering af stalde og montering af staldinventar – og det er det, vi laver mest af i dag.
Kunder i hele Skandinavien
Kunderne er over hele landet og også i Sverige og Norge – og det går stærkt i øjeblikket.
- Landmænd kan godt bruge lidt tid på overvejelserne, når der skal investeres. Men når de først har besluttet sig, skal det gå stærkt – og det har vi levet højt på. For vi er fleksible og kan rykke hurtigt ud, selv om ordrebogen er fyldt de kommende måneder.
- Det klarer vi, fordi virksomhederne her på Ørebro-egnen har et godt samarbejde, så vi låner arbejdskraft af hinanden, når det skal gå stærkt. Vi er selv tre mand – og så har vi det gode samarbejde, så vi kan stille med yderligere mandskab, når der er meget at lave. Det er sjældent, at alle virksomhederne her i Gøttrup har travlt på samme tid.

For der også udfordringer ved at være selvstændig.
- Tingene gik lidt i stå under coronaen – og vi havde heller ikke så travlt sidste år, da energipriserne pludseligt eksploderede. Men nu ser de lovende ud igen, og vi har nok at lave det næste halve års tid, siger Mathias Kloster.
Intet sikkerhedsnet
- Sådan er det jo at være selvstændig og iværksætter. Der er ikke noget sikkerhedsnet. Det går op og ned, men det er også charmen ved det.
SK Smede og Maskinværksted overtog i 2019 en tidligere fabrik på 3.000 kvadratmeter midt i Gøttrup. De kan ikke bruge al pladsen selv, men har lejet en del af bygningerne ud til Vattenfall, der driver vindmølleparkerne i området. Vattenfall bruger pladsen som lager. Desuden er der lejet lokaler ud til en anden lokal iværksætter Kasper Eghoff, der driver Eghoff Entreprenør og Anlæg.
Området omkring Gøttrup og Kettrup har de seneste år udviklet sig til et kraftcenter for det lokale iværksætteri.
- Der er over 100 cvr-numre i området, fortæller Kent Røge, der er formand for Ørebro Erhvervsforening, som organiserer de mange virksomheder på egnen.